Ejendommen her på Tingvej 26 i Hvalpsund er holdt fint ved lige og tager nydeligt imod med sine flotte, hvide facader og vinduer samt tag og træværk i kontrasterende sort. Med adresse i Hvalpsund er du sikret fred og ro i det daglige. Samtidig bor du, så du har meget kort afstand til den nærliggende idylliske natur. Ja, du har faktisk en dejlig grøn udsigt fra selve matriklen. Desuden er der gåafstand til det hyggelige havnemiljø, som både byder på strand og diverse fysiske aktiviteter såsom multibane, svævebane og legeplads. Yderligere er der blot 700m til den populære golfbane hos Hvalpsund Golf Club.
En anden fin detalje, som det er værd at hæfte sig ved, er, at der i tilgift til selve boligen også hører gode udhuse med til ejendommen. Holder du af naturen, og har du pladskrævende hobbyer, er Tingvej 26 med andre ord lige noget for dig.
Villaen kan dateres tilbage til 1942 og byder på 99 m2 bolig i halvandet plan. Du får også en mindre kælder, og endelig er der to udhuse på sammenlagt 65 m2. Grunden i sig selv tæller gavmilde 1.814 m2.
I stueplan får du ud over et badeværelse og et soveværelse med indbygget skabsplads en stor opholdsafdeling, hvor køkken og stue ligger i åben forbindelse, og hvor der er få trin ned til en velisoleret udestue med indbygget pejs og et dejligt udsyn til haven og de grønne omgivelser via store vinduespartier. Fra udestuen er der udgang til et stort, overdækket terrasseareal i baghaven. På første sal får du endnu en stue eller et stort værelse. Heroppe er der også et mindre rum til opbevaring samt et toilet, og så er der ikke mindst udgang til en sydvendt altan, hvorfra du også kan nyde den dejlige udsigt.
Udenfor er der som sagt god plads til såvel hobbyer som værksted og opbevaring i de to udhuse. Forhaven er helt enkel, og i indkørslen er der god plads til parkering, også når der er gæster på besøg, samt parkeringsplads til både. Det store grundareal betyder, at der ligeledes er god plads i baghaven, og da den på samme måde som forhaven er enkelt anlagt, kan du vælge at nyde, at den kræver et minimum af pleje. Du kan også vælge at justere lidt i den og måske anlægge en køkkenhave eller grave en trampolin ned til familiens børn og barnlige sjæle.
Kontakt os for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.