Ejendommen her på Finlandsvej 7 ligger på en stille, blind og børnevenlig vej, hvorfra der er kort afstand til gode indkøbsmuligheder og til de øvrige tilbud i den hyggelige bymidte. Etplansvillaen står i en god og velholdt stand, og ikke mindst inden døre er der også fine muligheder for at opdatere boligen – enten så den står fuldkommen ajourført, allerede når du flytter ind, eller på mere løbende basis.
Villaen er opført i 1968, og de 139 m2 bolig får følgeskab af en garage på 37 m2 samt en carport på yderligere 19 m2. Grunden i sig selv er på 700 m2, og det er dermed en størrelse, der er ganske let at have med at gøre i det daglige.
Planløsningen giver dig en meget rummelig stue, hvor store vinduespartier sikrer et gavmildt lysindfald, og hvor der er mulighed for at fyre op for hyggen og varmen i brændeovnen. På forårs- og sommerdage er det desuden oplagt at lade døren til terrassen stå på vid gab og lade ude og inde smelte sammen.
Du får endvidere et spisekøkken og hele fire værelser, hvoraf de tre ligger samlet i værelsesafsnittet, mens det fjerde ligger separat og således er oplagt til eksempelvis forældrene eller som kontor. I badeværelset er der en praktisk afskærmet bruseniche, og sidst men ikke mindst er der i forbindelse med entréen et bryggers med separat viktualierum.
Ud over de gode pladsforhold i garagen og carporten byder de ydre rammer også på terrassen med udgang fra stuen. Terrassen ligger godt i læ i husets vinkel, og den er desuden sydvestligt orienteret, således at der er fine chancer for at kunne suge mange solskinstimer til sig her. Både i for- og baghaven er der også god plads på plænen til leg og aktiviteter, og vil du dyrke egne krydderurter og grøntsager, er her også plads til at have køkkenhave.
Kontakt os for en nærmere præsentation.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.