Det er en murermestervilla noget ud over det sædvanlige, du her har mulighed for at erhverve dig. Med adresse oppe på Kristiansmindebakken får du eksempelvis en skøn udsigt hen over kvarterets tage og ud mod fjorden. Du får også en masse fine, gamle detaljer og en have, der både er rar at kigge på og overskuelig i omfang. Endelig får du mulighed for selv at vælge, om du vil bo her på fast basis eller blot benytte den skønne ejendom som fritidsbolig – der er nemlig ikke bopælspligt.
Villaen kan dateres tilbage til 1927, og den flotte rødstensejendom står i en fin stand, for der er foretaget god vedligeholdelse og lavet forbedringer, der respekterer den fine dames alder og stil. Samtidig levner prisen også plads til, at du kan foretage yderligere renoveringer og således fortsat bevare huset som den perle, det er. Selve boligarealet er på 139 m2 og fordeler sig over halvandet plan. Og dertil kommer 82 gode kvadratmeter i kælderen. Endelig er grunden på blot 292 nemme kvadratmeter.
I det højloftede stueplan får du et nydeligt køkken-alrum og to stuer en suite samt en glasveranda, der forbinder de indre rammer med de ydre. På første sal er der et badeværelse og to værelser, hvoraf det ene har udgang til en stor altan oven på verandaen – forestil dig at stå herude og se byen skyde nytåret ind! Endelig er der plads til det mere praktiske i kælderen med to disponible rum samt endnu et badeværelse, der tillige har plads til vaskefaciliteter.
Afstanden til en tur under trækronerne i Kristiansminde er selvfølgelig ganske kort. Og der er heller ikke langt til centrum og den hyggelige gamle bykerne samt til livet på havnen.
Vil du kigge nærmere på alle de hyggelige herligheder? Så kontakt os allerede i dag, og lad os arrangere en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.