Det bliver ikke meget mere familievenligt – med masser af godt for både børn og forældre – end her på Søndermarksvej 6. Der er eksempelvis meget kort afstand til både de sjove og de mere praktiske indslag i dagligdagen. Hjemme på matriklen er der god plads. Og både inde og ude får du de bedste rammer for hygge og samvær nærmest ad libitum.
Søndermarksvej er blind, og i den lukkede ende af vejen finder du både en nyrenoveret legeplads og en sti, som gør det let at skyde genvej over til børnehaverne, skolen og Lanternen lige på den anden side af Sønderport. Villaen er opført i 1937, og den er både holdt ved lige og opdateret i et omfang, så den er i absolut topform, og så den ikke mindst er lige til at flytte ind i. Her er hele 239 m2 bolig i halvandet plan, og dertil kommer grunden, der med sine 1.128 m2 bestemt også er i den gavmilde ende af skalaen.
I stueplan får du et lyst og lækkert køkken-alrum, som er begavet med generøse mængder af både plads og lys. Alrummet ligger i åben forbindelse med stuen, som har brændeovn og terrasseudgang. Via bryggerset er der adgang til den mere private og tilbagetrukne zone, hvor du får et brusebadeværelse og to værelser, der begge har egen udgang til en vestvendt terrasse.
Førstesalen har en stor, møblérbar repos som samlingspunktet. Heroppe får du yderligere to værelser og et mindre depot samt ikke mindst en skøn forældreafdeling med eget badeværelse, som rummer både bruseniche og badekar.
Huset er trukket godt frem på den velafskærmede grund, hvilket giver masser af helt privat og ugeneret plads i baghaven. Her er der også både carport og værksted samt et integreret, mindre udhus og et brændeskur. Og så er der ikke mindst det hyggeligste havehus og en terrasse, hvor aftenens sidste solstråler kan nydes. Der er endda et drivhus knyttet til havehuset, og det er svært ikke at komme i godt humør og stille nynne Mormors Kolonihavehus for sig selv, når man stifter bekendtskab med disse hyggelige rammer.
Bestil en fremvisning, og se selv, hvad vi mener.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.