Her på Vinkelvej 2 i Brønderslev kan I nu overtage en ejendom, hvor der er nærmest lige så dejligt udenfor i den solrige have som inden døre – og det siger bestemt ikke så lidt, for boligen er i særdeles fin stand og har en meget lys og indbydende atmosfære.
Villaen er i ét plan, og inden for de seneste år er flere vinduer blevet skiftet, ligesom boligarealet er blevet udvidet med to skønne værelser, hvoraf det ene har en hyggelig hems. Husets tredje værelse er forsynet med en rummelig skabsvæg og ligger i forbindelse med entréen sammen med et lækkert badeværelse. I samme del af huset venter køkkenet, hvorfra der på praktisk vis er adgang til bryggerset, som er indrettet med vaskefaciliteter og har direkte udgang til den ene af ejendommens to carporte.
Når det gælder de fælles hyggestunder, kan I glæde jer til at samles i husets store, lyse opholdsstue. På de kølige dage er det oplagt at tænde op i brændeovnen, og når sommeren banker på, kan I byde den indenfor via terrassedøren. Haven har sol lige fra formiddag til aften, og takket være den direkte forbindelse mellem stuen og terrassen, bliver det let at lade de indendørs og de udendørs opholdsmiljøer smelte sammen.
Fra terrassen er der adgang til et meget anvendeligt skur med god plads til såvel lege- og haveredskaber som til familiens cykler – og netop cyklen er det oplagte transportmiddel, når det gælder turen rundt til dagligdagens faste indslag.
Den lokale skole, flere gode pasningsmuligheder, grønne områder samt de nærmeste af byens gode indkøbsmuligheder ligger nemlig inden for en radius af en enkelt kilometer fra adressen på den lukkede villavej. Det samme gælder Brønderslev Station, og skal I ud af byen i bil, vil den lette adgang til motorvejen tælle som et plus.
Kontakt os for en fremvisning og få mange flere detaljer om både bolig og beliggenhed – vi glæder os til at byde jer velkommen.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.