Bliv klogere på, hvad de nye regler betyder for dig
Hvis du overvejer at købe ny bolig, skal du være opmærksom på de nye regler for boligskat, der træder i kraft i 2024.
Det kan nemlig have betydning for din fremtidige boligøkonomi, om du overtager boligen før eller efter årsskiftet.
Nysgerrig på dine muligheder?
Overvejer du at købe eller sælge bolig, men er usikker på, om nu er det rette tidspunkt? Eller har du generelt bare brug for professionel rådgivning målrettet netop dig og din boligsituation?
Kontakt din lokale Nybolig-mægler i dag for en uforpligtende snak om din boligsituation og dine konkrete muligheder.

Spørgsmål og svar om de nye boligskatteregler
Ejendomsværdiskatten er kort fortalt den skat, du som boligejer betaler for værdien af din ejendom, mens grundskylden er den skat, du betaler for den grund, som din ejendom er placeret på. Når skattemyndighederne skal beregne, hvor meget du skal betale i boligskat, tager de udgangspunkt i den offentlige ejendomsvurdering. Derfor hænger ejendomsvurderingerne og boligskatterne meget tæt sammen.
Boligskatterne beregnes som en procentdel (skattesats) af den offentlige ejendomsvurdering. Før skatterne bliver beregnet, bliver der trukket 20 % fra din ejendomsvurdering. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip, der tager højde for den naturlige usikkerhed, der altid vil være forbundet med at vurdere en ejendom.
Hidtil har du betalt ejendomsværdiskat til staten via din forskuds- og årsopgørelse, og grundskyld til kommunen via 2 eller 3 årlige opkrævninger. Som noget nyt samles fra 2024 opkrævningen af de 2 skatter i staten og bliver en del af din løbende skattebetaling. Med de nye boligskatteregler vil boligskatten følge værdien af din ejendom, så den stiger og falder i takt med din ejendomsvurdering.
I 2024 skal du betale skat af den offentlige 2022-ejendomsvurdering. Fordi de endelige 2022-vurderinger ikke er klar endnu, bliver din skat i 2024 dog første omgang beregnet ud fra en foreløbig ejendomsvurdering. Din foreløbige boligskat i 2024 vil fremgå af forskudsopgørelsen for 2024, når den er klar i november.
Kan du ikke vente helt så længe, kan du prøve vores boligskatteberegner her på siden. Med boligskatteberegneren kan du få en indikation af, hvad du skal betale i boligskat i 2024 – herunder om du står til en eventuel skatterabat. Indtast din adresse, og får svaret med det samme.
Vær dog opmærksom på, at der alene er tale om et estimat. Der kan gøre sig forskellige forhold gældende, som er personlige for dig eller særlige for ejendommen, og som beregneren ikke tager højde for.
Når din endelige 2022-vurdering er klar, bliver din boligskat for 2024 efterreguleret. Hvis du har fået en skatterabat, bliver den også reguleret, når du får din endelige vurdering. For de fleste boliger ventes der ikke at være væsentlig forskel på den foreløbige og den endelige vurdering.
Skatterabatten udgør forskellen mellem det, du skal betale i 2024 med de nye regler, og det, du skulle have betalt i 2024, hvis de nuværende regler var blevet videreført. Du beholder rabatten i kroner og ører, indtil du sælger din bolig. Den skal ikke betales tilbage.
Når du sælger din ejendom, bortfalder skatterabatten, medmindre du sælger til din ægtefælle eller registrerede partner. En samlevende kan ikke overtage skatterabatten, uanset hvor længe I har boet sammen.
Nye boligejere kan også få skatterabat, hvis de overtager en bolig, hvor boligskatten stiger ved overgangen til det nye boligskattesystem. Det kræver dog, at overtagelsesdatoen ligger inden årsskiftet. Hvis de derimod overtager efter årsskiftet, skal de være opmærksomme på, at den fremtidige boligskat kan være højere end den, der blev betalt året før.
Du kan læse mere om skatterabatten på Vurderingsportalen.
Hvorvidt en nybygget eller ombygget bolig er omfattet af skatterabatten, afhænger af, om byggeriet er færdigmeldt til kommunen, når de nye boligskatteregler træder i kraft. Det skal være sket pr. 1. januar 2024.
Skatterabatten gælder ligeledes ved køb og overtagelse af projektsalg senest d. 31. december 2023 forudsat at byggeriet er færdigmeldt til kommunen pr. 1. januar 2024.
På Vurderingsportalen kan du læse mere om, hvad de nye boligskatteregler indebærer, hvis du er i gang med at bygge nyt, bygge om eller købe et projektsalg.
De nye boligskatteregler sikrer dog, at du ikke kommer til at betale mere i boligskat i 2024 med de nye boligskatteregler end du skulle have betalt med de nuværende regler. Hvis skatterne stiger efter 2024, kan du indefryse stigninger i både ejendomsværdiskat og grundskyld. Det gælder også selvom du køber bolig i 2024 eller senere.
Efter de nye regler, sker indefrysningen som et lån med renter. Du kan vente med at tilbagebetale lån og renter indtil du sælger din bolig eller du kan vælge at indfri lånet helt eller delvist på et tidligere tidspunkt.
Du kan læse mere om indefrysningslån til fremtidige skattestigninger på Vurderingsportalen.