Nogle boliger har et særligt forhold til lyset, og det gælder i høj grad for denne 4V’er i Virum. Lejligheden holder til øverst i en ejendom, der omkring sig har lavere byggeri og fællesarealer i form af store græsplæner. I køkkenet giver det solstrejf i morgenkaffen, mens solen over frokost dukker op for at skinne lystigt i to stuer og på altanen. Stuer og altan er orienteret mod vest, og uden høje naboer eller andet, der skygger, fortsætter solen den gavmilde stil nærmest til sidste stråle. Som beboer i lejligheden bliver man ekspert i aftenhimlens mange forskellige udtryk. Har man hang til solnedgangens rødlige skær, finder man ikke et meget bedre sted at bo i Virum.
Den høje placering giver også rig mulighed for at slå det lange blik til. Om sommeren strækker udsigten sig hen over grønne trætoppe. Når løvet falder af træerne, åbnes der for dybe kig til Virum Kirke og længere endnu i retning mod Furesøen.
Bebyggelsen er rolig med boligblokke adskilt af græsplæner i boldbane-størrelse. I den grønne verden holder lejligheden til i ejendommen tættest på Virum Torv - bare et hop fra S-togsstationen og fire supermarkeder at vælge mellem. Omkring bebyggelsen er daginstitutioner, Fuglsanggårdsskolen, Virum Gymnasium og Virumhallerne. Virums søer, snoede å-løb og store skove er også inden for hurtig rækkevidde, ikke mindst Geels Skov, der ligger lige om hjørnet.
Planløsningen udnytter pladsen suverænt godt. Entréen tager imod med indbygget skabsvæg. De to værelser rummer dobbeltsenge og kan begge fungere som soveværelser. Badeværelset byder på badekar og vaskesøjle. Køkkenet er veludstyret, har god plads at arbejde på, og man kan indrette sig med en hyggelig spiseplads ved vinduet. De to stuer, der er forbundet en suite, folder sig ud i et stort opholdsrum præget af de markante lysindfald og udsigten. Hvis det foretrækkes, kan det ene stuerum med en afskærmning konverteres til et selvstændigt værelse.
Udgang til altanen sker fra den største stue. Altanen følger hele boligens facade mod vest og breder sig over 10 kvadratmeter. Når lyset, udsigten og solnedgangen skal nydes, kan det ske i en hyggekrog, på en bænk, ved et spisearrangement eller en drømmeseng – det hele omgivet af blomsterkrukker og en dejlig havestemning.
Lejligheden er senest opdateret med en brandsikker og lydisolerende hoveddør. Ejendommen er velholdt og har et tørt kælderrum knyttet til denne lejlighed.
Kontakt Nybolig for en fremvisning.
Mads & Stig
Fordi vi er født og opvokset her
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.