I det absolutte centrum af Frederiksbjerg i Aarhus finder I denne imponerende lejlighed, der fornemt balancerer det herskabelige med det moderne; stilrent design med originale detaljer. Og det hele kombineres med en fabelagtig udsigt til adskillige af byens vartegn. Eksempelvis ARoS og Rådhuset.
Lejligheden ligger på fjerde sal, men oplevelsen begynder allerede udefra, hvor den sirligt dekorerede facade behørigt byder velkommen med overdådige, hvide fremhævninger mod det røde murværk. I opgangen vidner de udskårne gelændere tilsvarende om et kvalitetsbyggeri fra år 1901, og i selve boligen fortsættes tilsvarende ufortrødent.
Hjemmet centrerer sig omkring de to stuer i den vestlige ende af boligen, og foruden at disse udgør den bedste udsigtspost, så prydes de ligeledes af formentligt originale gulve, nydelig stukkatur og flotte karme om den franske dør, der forbinder dem. Den ene stue er forsynet med en brændeovn, og i det tilstødende køkken-alrum, som blev etableret i 2013, bemærkes blandt andet det lækre Svane-køkken med Corian-bordplade. Begge dele i hvid. Bag højskabenes låger kan kaffebryggeren og andre køkkenmaskiner tilsluttes strøm.
Det resterende af boligen er allokeret til to værelser og et badeværelse med mosaikklinker på gulv og vægge. Dertil er her en bruseniche. Gangen fik i 2014 udskiftet dør, og vinduerne mod gaden blev udskiftet ved samme lejlighed.
Til ejendommen knytter sig en dejlig, solrig gårdhave. På loftet er der private rum til opmagasinering.
Adressen hedder Skt. Pauls Gade 7A, og fra hoveddøren kan I tilgå alt, hvad hjertet begærer. I gåafstand finder I således skole, pasningstilbud og indkøb, mens I ligeledes er placeret hensigtsmæssigt i forhold til specialforretninger, kulturliv og fine, rekreative arealer.
Kontakt os for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her