Dette dejlige sommerhus, der virkelig emmer af ægte feriestemning er nu klar til at skifte ejer, så en ny familie kan få mange gode ferieoplevelser og forlængede weekender lige her på Mirabelvej 22.
Sommerhuset fremstår i flot og klassisk stand med nyt tag fra 2021. Indretningen er rigtig fin og byder på entré, to gode værelser, badeværelse og et dejligt opholdsrum med køkken og stue i åben forbindelse med hinanden. Køkkenet er rigtig lyst, flot og moderne og i stuen finder I en hyggelig brændeovn, der knitrer hyggeligt og spreder varme på de køligere dage.
Stort set hele vejen rundt om huset, er der anlagt terrasse, så det er altid muligt at finde en plads i solen, hvor I kan slappe af, grille med familie og gode venner eller solbade med en god bog. Haven er rigtig stor og dejlig og der er god plads til kongespil eller fodboldspil på den store græsplæne. Til huset hører også en god carport med udhus og et brændeskur.
Sommerhuset er beliggende næsten for enden af en blind vej i gåafstand til Roskilde Fjord. Hertil kan I gå mange dejlige aftenture og børnene kan hygge sig med at soppe og slå smut. Der er også mulighed for at tage bilen en kort køretur på ca. 15 minutter til Liseleje, der har den herligste børnevenlige strand. Her kan I bade og plaske i Kattegat og bygge sandslotte hele dagen lang inden I sidst på eftermiddagen kan vende snuden hjemad igen.
Når der skal handles ind til lidt god aftensmad på grillen, kan I slå vejen indenom Rema 1000, der ligger kun en lille kilometer fra sommerhuset. Grunden grænser op til lokalbanen og der er kun ca. 700 meter til Lille Kregme Station, så I kan også nemt tage toget, når I skal i sommerhuset i weekenden. Endelig har i det smukkeste kig mod Arresø, som I hver dag kan glæde jer over.
Sommerhuset vil kunne anvendes til udlejning, og såfremt I ønsker at udleje huset, når I ikke selv bruger det, har vi fået udarbejdet et udlejningsbudget, der udviser et forventet årligt overskud efter skat på op til kr. 98.342.
Lyder alt dette som noget for jeres familie ? Så kontakt os for en fremvisning - vi glæder os til at byde jer indenfor.
Vil du læse mere om mulighederne i vores kommune, så klik på nedenstående links.
Oplev Halsnæs klik her & Vi elsker Halsnæs klik her