Stråtækt landsbyidyl til opgradering nær gadekær og kirke
Er du til ældre charme – måske endda til vaskeægte landsbyidyl? Vil du samtidig også gerne finde en bolig, hvor du ikke bor midt i ingenting, men hvor du tværtimod har let ved at benytte de mange tilbud i hele hovedstadsområdet? Så må du ikke snyde dig selv for et besøg her på Landsbygaden 33 i Sengeløse.
Du kan allerede høre det på gadenavnet, og når du ankommer og kaster et blik rundt i den hyggelige landsby, bliver det kun bekræftet: Her er simpelthen hygge for alle pengene. Og mere til.
Den stråtækte ejendom kan dateres tilbage til år 1800, og den ligger placeret med den flotte landsbykirke som nærmeste nabo. Et lille stræde, Høkerstræde, løber langs med matriklen og lader dig skyde genvej hen til byens idylliske gadekær. Og lige i forlængese af gadekæret ligger den lokale brugs.
Den gamle længeejendom byder på stråtag og bindingsværk, og de hvide murfelter får en fin kontrast fra vinduesrammer og døre i en dybrød farve. Her er 105 m2 bolig fordelt på halvandet plan, og dertil kommer en garage på 28 m2 fra år 2000. Grundarealet i sig selv er på 580 m2 og således af en ganske overkommelig størrelse.
Planløsningen giver dig i stueplan en stue med brændeovn, som via franske døre er forbundet med et køkken med plads til en spisekrog. Der er indgang fra både øst- og vestsiden. Fra den ene entré er der samtidig forbindelse til husets badeværelse, og fra den anden er der adgang til et fyrrum og et disponibelt rum. Førstesalen er indrettet med et værelse og et stort rum af stuekarakter, der også er oplagt at benytte til eksempelvis hjemmekontor.
Udenfor er haven et lige så hyggeligt bekendtskab som huset. Den er velopvokset og lige som en have skal være i disse rammer. Og så er den – selvfølgelig – afskærmet af et hvidmalet stakit. Både hus og have kan med fordel opfriskes, og det er således din mulighed for at sætte den helt rette prik over det idylliske i her på Landsbygaden 33.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her