Der er mange rolige villaveje i Virum, og en del af dem er tilmed lukkede for gennemkørende trafik, men ingen kan hamle op med Fuglsanggårds Allé, når vi også vurderer på nærhed til dagens gøremål.
Denne villa holder til på den sidste strækning af Fuglsanggårds Allé, og det vil sige dér, hvor vejen ender blindt. For fodgængere og cyklister er der dog åben forbindelse til det centrale Virum. Resultatet er den mest børnevenlige skolevej i form af en fortovstur på 150 meter til Fuglsanggårdskolen, der er en af Virums eftertragtede skoler. Lige om hjørnet ligger også daginstitutioner, svømmehal og idrætshal, ligesom vejen til Virum Gymnasium er kort. En gåtur til Virum Torv med indkøb og S-tog klares på fem minutter, og der er heller ikke langt til oplevelser i naturen, der omgiver Virum til alle sider. Beliggenheden er perfekt, når det handler om at få hverdagens aktivitets-kabale til at gå op for børnefamilien.
Villaens kvaliteter er ligeledes i høj kurs på boligmarkedet. Pladsen er god, og der er tale om et byggeri præget af klassisk stil, varme materialer og arkitektonisk klasse.
Dåbsattesten siger 1961, og villaen er arkitekttegnet. Byggeriet er gedigent, og det er opført i kvalitetsmaterialer. Gennem årene er boligen holdt nænsomt vedlige. Der er tale om en velfungerende bolig, som kan nydes fra den første dag.
Arkitektens streger åbner hjemmet med loft til kip i stuen og skaber stilfulde rum præget af harmonisk elegance. Der er opdateret undervejs, men på samme tid er mange af de oprindelige materialer velbevarede. Et par eksempler: massivt parketgulv og pejseindsats i stuen. Nøddefarvede fronter på de indbyggede skabe. Terrazzogulv samt fliser med en snert af retro. Villaen er et smukt eksempel på datidens arkitektur, der også har tidens patinerede ynde skrevet ind i sit DNA.
Den gode plads handler om 185 kvadratmeter fordelt på gæstetoilet, to badeværelser, fire værelser, køkken, stue og udestue. Hertil kommer en kælder med 64 kvadratmeter mere. Et af de fire værelser er et master bedroom med eget badeværelse. Flere værelser kan indrettes som hjemmekontor. Hvis det ønskes, er det en enkel manøvre at forene køkkenet med den store stue.
Sommerlivet nydes i en velpasset og solrig have, der er lukket. Matriklen byder desuden på garage, fliseindkørsel og åben forhave – få skridt fra Fuglsanggårdsskolen og det centrale Virum
Kontakt Nybolig for mere information og en fremvisning.
Mads & Stig
Fordi vi er født og opvokset her
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.