Denne smukke og enestående villa ligger fuldstændig perfekt på grunden med en stor sydvendt og fuldstændig ugeneret have. Beliggenheden findes ikke meget bedre. Huset ligger på en børnevenlig vej, kun få minutters gang fra de mange specialbutikker på Jægersborg Allé. Samtidigt tæt på Charlottenlund- og Bernstorff Station, gode skoler og børnehaver, Bernstoffsparken, Charlottenlund Skov og Øresund.
Allerede når du ankommer til huset er det en fryd for dine øjne. Du bliver mødt af en smuk smedejerns havelåge, som er fastgjort i den hvide mur med teglsten foran huset. Du træder ind på den smukke rådhusbelægning i granit og kommer tættere på denne smukke og markante villa, som oser af en herskabsvilla og samtidig en charme og atmosfære udover det sædvanlige. Den hvide facade med hvide vinduer og sortglaseret tag, og hvor nuværende ejer har bevaret nogle få af de originale vinduer med blyindfattet glaskunst. Rådhusbelægningen går langs huset på østsiden, som fører dig over til terrassen, så du kan gå på fliser rundt. Der er også bygget en halvmur til skraldespandene og overdækning til cyklerne i forhaven.
I stueetagen byder huset på en hall med svungen trappe til 1. sal. Stueetagen indeholder foruden hallen en stor, højloftet stue med stuklofter og smukt lysindfald og med udgang til østvendt terrasse, "havestue" med smukt terrazzogulv, opmurede bænke, tidligere springvand i midten, stort vinduesparti og med udgang til haven. Kæmpe køkken alrum med Multiform køkken, klassisk svensk porcelænsovn, stor spiseplads og med udgang til skøn terrasse, hvor du har solen fra morgen til aften. Spisestue med imponerende høje paneler, indbyggede skabe i de høje paneler til porcelæn, de smukkeste bjælker i loftet og højloftet. I de indbyggede paneler er der også en skjult dør ind til det fineste bryggers med vaskemaskine og god skabsplads. Fra bryggerset kan du komme ud i haven og hænge tøjet op.
1. salen har hele 4 gode værelser og 2 badeværelser. Forældresoveværelset er enormt og rummer hele 12 indbyggede skabe og har udgang til skøn terrasse med eftermiddags- og aftensol, to yderligere værelser, begge med udgang til balkon og det ene har virkelig højt til loftet med tagvindue. Det 4. værelse er også hyggeligt og har 4 indbyggede skabe. Begge badeværelser er lavet i 2010 og fremstår i flot stand og begge badeværelser har stor bruser.
Kælderen rummer hele 160 kvm. og med rigelig mulighed for at få en helt fantastisk kælder. Kælderen indeholder toilet, sauna, viktualierum, hobbyrum, fyrrum og disponible rum.
Dobbelt garage med parkering foran garagen, så du reelt kan holde 4 biler på egen grund. Bag ved garagen er der et rum, som er helt genialt til haveredskaber mm.
Haven er et kapitel for sig selv - her kan sommeren nydes helt ugeneret. Haven er lavet i niveauer, så du kan nyde lounge stemningen i det ene niveau og boldspil på det nederste niveau.
Villa i særklasse.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her