Søger du både masser af plads og en børnevenlig beliggenhed? Så kombinerer denne etplansvilla de to krav. Her får du nemlig 167 m2 med en planløsning skabt til børnefamilien, der får det som blommen i et æg med denne adresse i Slagelse Øst nær den populære Søndermarksskolen.
Udover at være tæt på Søndermarksskolen er der heller ikke langt til nærmeste supermarked, idrætshal, fodboldbane og busstoppested. Og det hele ligger indenfor en radius på 500 meter, hvilket må siges at være tæt på. For pendleren er der en cykeltur på omtrent 2,5 kilometer til Slagelse Station, hvis ikke du blot hopper i bilen og tager motorvejen, der ligger cirka tre kilometer fra adressen.
Huset er opført med en hvidstensfacade og en lysegrå trægavl. Samme kombination går igen på den store garage med et disponibelt rum til eksempelvis værksted. Dertil skal det nævnes, at der er delvist nyere vinduer i villaen.
Byd gæsterne velkommen i entréen, mens I til hverdag benytter jer af indgangen i bryggerset. De fire værelser ligger samlet sammen med gæstetoilettet og badeværelset. I den modsatte ende af huset ligger den store vinkelstue, som er i åben forbindelse med køkkenet.
Stuen har et indbydende udtryk med gulvet lagt i et stavmønster, brændeovnen og det brede vinduesparti, der med sin sydøstvendte orientering lukker sollyset ind dagen lang. Samme vinduesparti åbner ud til terrassen. I køkkenet har gulvet samme flotte mønster i en varm nuance, som matcher bordpladen. Her er tænkt godt over pladsudnyttelsen med eksempelvis sokkelskuffer under de mange skabe og skuffer.
Haven har en fornuftig størrelse og er afskærmet af omkransende hæk. Her er gyngestativ til børnene, og en stor fliseterrasse sørger for plads til både afslapning i solsengene og grillmiddage under den overdækkede del.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.