I naturskønne omgivelser ved Tempelkrogen i Arnakke udfolder denne flotte villa sig i halvandet plan, der fremstår yderst præsentabel og er lige til at flytte ind i. Med fire værelser og store, lyse opholdsrum egner boligen sig ideelt til den pladskrævende familie. Som bonus er der kig til vandet fra første sal foruden flere dejlige terrasser udenfor.
Jeres kommende hjem ligger på en fredelig villavej i cykelafstand til skole og til Vipperød, hvor der findes en stor kommuneskole, en DSB Station, indkøbsmuligheder og sportsfaciliteter til alle aldre. I bil tager det omkring ti minutter at køre til Holbæk, og ligeledes har I let tilkørsel til motorvejen mod København til glæde for familiens pendler.
Ejendommen fremstår i god stand med masser af dagslys, som gladeligt strømmer ind via de mange vinduespartier. Det kommer blandt andet til udtryk i det lækre alrum med direkte udgang til en overdækket terrasse. Modsat får I det nydelige og strømlinede vinkelkøkken, der har fint med albuerum langs den sorte bordplade, så børnene snildt kan hjælpe med madlavningen og fremtrylning af madpakkerne. Den resterende del af stueplan råder over tre værelser med indbyggede skabe, og på den anden side af entrégangen finder I et badeværelse. Stuen er placeret på første sal, og sikke et syn, der møder jer med kipført loft, fritliggende bjælker og brede glaspartier fra gulv til loft i gavlen. Gennem vintermånederne skaber den indbyggede pejs hygge, mens I om sommeren kan åbne ud til den højtliggende, rummelige terrasse, der synes at forlænge opholdsmiljøet. Endelig har I en oplagt forældreafdeling med soveværelse og eget badeværelse.
Det er altid muligt at finde enten sol eller skygge på de mange terrasser i den indbydende have, hvor også børnene har plads til en trampolin. På grunden har I tilmed en carport med et tilhørende disponibelt rum.
Velkommen til.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.