For enden af en lang og flot beplantet indkørsel toner fire forskudte tagrygge frem. Ejendommen her i Vamdrup er ikke som de andre. Det er et arkitekttegnet hus fra 1998 opført i gode materialer og med hele 239 meget velindrettede kvadratmeter. Huset omkranses af en smuk, parklignede have med gamle træer, blomstrende buske og endda en å, der stille risler forbi i bunden af haven. Velkommen til!
Huset ligger helt fortrinligt i den hyggelige stationsby. Der er skole nærmest på den anden side af vejen og kort gåafstand til både sportsfaciliteter og til byens midte. Her finder I både en SuperBrugsen, Lagkagehuset, byens togstation og flere gode butikker og spisesteder.
Her er tale om et stykke særdeles gedigent byggeri. Huset er fuldmuret og vandskuret og har vinduer i mahogni. Der er gulvvarme under såvel de gennemgående, klassiske gulvklinker som under askeparketgulvet. Det gode materialevalg betyder, at det ikke har været nødvendigt at renovere nævneværdigt på huset, og det er nærmest kun lågerne i køkkenet og i badeværelserne der er blevet skiftet. Huset fremstår stadig flot og friskt og er fuldt indflytningsklart.
Indenfor fornemmer man tydeligt, at det ikke er et parcelhus, man befinder sig i. Her er sjove vinkler og hjørner overalt, forskudte niveauer, og lofter der dramatisk stiger og falder i højde. Rummene er store nok til, at de bliver spændende at indrette i stedet for at blive begrænsende.
Midt i boligen har vi køkken-alrummet og stuen, der adskilles af en halvmur og forbindes af en lille trappe. Køkken-alrummet er belagt med klassiske klinker og har stor spiseplads og to udgange til terrasse. Stuen er belagt med trægulv og har en flot loftshøjde, der sammen med brændeovnen skaber en god stemning i rummet. Boligens master suite består af et soveværelse med egen udgang til privat terrasse og adgang til eget badeværelse med spabad. Ved siden af er der et mindre værelse, der kan fungere som kontor eller måske agere walk-in-closet?
I den anden del af huset venter to børneværelser, der deles om et badeværelse. Her finder I også husets bryggers, og via entréen er der videre adgang til husets bonusrum: et ægte aktivitetsrum, der kan bruges til alskens formål - legerum for de mindste gamerrum for større børn, fitnessrum for voksne eller måske kan det blive husets erhvervsafdeling? Her er også et mindre kontor samt et walk-in-closet.
Haven står på ingen måde tilbage for huset. Den er flot anlagt, og trods sin størrelse er den forholdsvis nem at holde. Fremhæves skal de mange terrasser rundt om huset, den kæmpe græsplæne, de to store blodbøge med en kæmpe rododendron i midten og bålpladsen med “læhegn” af Hortensiaer. Endelig har ejendommen også en stor carport.
Kort fortalt en spændende ejendom med plads inde og ude og et klart fokus på livsglæde!
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.