Denne attraktive etplansvilla er opført i kvalitetsmaterialer fra inderst til yderst og er nem at holde ved lige. Huset byder på fem gode værelser, så her er plads til den store eller sammenbragte familie, og med store opholdsrum og tilmed en hjemmebiograf er her masser af plads til familiehygge. Ejendommen byder ligeledes på en ugeneret have med stemningsfulde terrasser, hvor sommersolen kan nydes fra morgen til aften.
Villaen er et fuldmuret kvalitetsbyggeri fra 2009, og udvendigt er huset nærmest vedligeholdelsesfrit, mens du inden døre får glæde af 234 m2 med gulvvarme overalt og mange lækre detaljer. Eksempelvis er køkkenet, badeværelserne og bryggerset indrettet med lækre elementer fra Invita, og med ti ovenlysvinduer fra Velux er dagslyset altid til stede.
Planløsningen fungerer også godt til børnefamiliens behov, for forældrene får deres egen separate afdeling med et stort master bedroom, der har eget badeværelse samt walk-in-closet. De fire børneværelser, der alle er af en god størrelse, deles om et badeværelse, og derudover er her et lille rum, der kan bruges som kontor.
Køkkenet er åbnet op mod den store spisestue, hvor Troldtekt-loftet sørger for en behagelig atmosfære. Desuden rummer boligen en forsænket stue samt en hjemmebiograf.
Haven er ganske uforstyrret og anlagt med en græsplæne, og med tre terrasser kan du fange sommersolen dagen lang. Desuden rummer ejendommen en stor indkørsel, et værksted samt et skur.
Huset ligger i den hyggelige landsby Lunde, hvor der er købmand, kro, forsamlingshus samt børnehus med daginstitution og skole indtil sjette klasse. Sammen med Outrup og Nørre Nebel har Lunde et godt samarbejde omkring skole og idræt, og fra byens station kan de store børn nemt hoppe på toget til de to nabobyer. For enden af den lille, lukkede villavej findes desuden et grønt skovområde med bålhytte, shelters og en frodig frugtplantage, hvor man gerne må gå på æblerov.
Kontakt os for mere information.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her