Drømmer du om at bo omgivet af smuk natur, men samtidig med byens muligheder tæt ved? Så skal du se nærmere på denne landejendom, der ligger naturskønt og ganske ugeneret, men med blot en kilometer til byskiltet i Billum. Huset er omkranset af skov, og da den 22 hektar store grund støder direkte op til Varde Å, er her både mulighed for at drive jagt og fiske. Det stråtækte hus og haven ligger idyllisk omkranset af frodige træer, så her er samme stemning og atmosfære som i en lille lysning i skoven. Inden døre fordeler boligen sig på to etager. Førstesalen rummer en soveafdeling med fem værelser, hvoraf det ene har privat badeværelse. Etagens store repos kan snildt indrettes som stue eller multirum, og her er adgang til en vestvendt svalegang. Stueetagen rummer yderligere to værelser samt to badeværelser, og foruden en stor entre og en baggang består resten af etagen af et stort køkken-alrum og en vinkelstue. Køkkenet er kvalitet fra HTH, gulvene er belagt med egeplanker, og brændeovnen sørger for en behagelig temperatur. Som en ekstra bonus er her desuden både værksted og en integreret lade med to porte, der kan bruges som dobbeltgarage. Omkring huser findes overdækkede og åbne terrasser, og her har du mulighed for at nyde sommersolen dagen lang til lyden af fuglenes sang. Ejendommens jordtilliggende er bortforpagtet, men er du bidt af jagt, har du store oplevelser i vente. Her er masser af råvildt, harer og sågar kronvildt, mens ænder og gæs også hyppigt trækker forbi. Kaster du gerne snøren ud, kan du glæde dig til fra egen grund at fiske i Varde Å, der byder på havørred og noget af landets bedste laksefiskeri. En lang grusvej fører op til ejendommen, så her har du følelsen af at være langt ud på landet og ganske uforstyrret. Men den korte afstand til Billum betyder, at skole, daginstitution, idrætsfaciliteter og indkøbsmuligheder er tæt ved, og turen til Esbjerg eller Varde tager kun 20 minutter. Kontakt os for mere information.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her