Ejendommen her på Åparken 3 i Hodsager er oplagt at kigge nærmere på, hvis du leder efter sted med god plads til hele familien. Her får du gedigne, velholdte rammer, hvor du har mulighed for at tilpasse indretning og materialer til netop din families behov. Og så får du ikke mindst adresse i en hyggelig, lille by, der er omgivet af natur, og hvor det er trygt og roligt for børn at vokse op.
Den rummelige villa byder i stueplan på en vinkelstue, der ligger lige op ad køkkenet, og der er derfor mulighed for at lave en endnu større åbning mellem de to rum end den allerede eksisterende. Stuen har et gavmildt lysindfald med vinduer til tre sider, og der er derudover udgang til en sydvestvendt, delvist overdækket terrasse.
I stueplan ligger også et bryggers og husets badeværelse samt et stort soveværelse med egen udgang til en sydvendt terrasse, som ligger godt i læ af selve huset og garagen.
På første sal er der et toilet samt yderligere tre værelser, hvoraf et har udgang til en sydvestvendt, overdækket altan. Værelsernes størrelse og indretning gør det muligt at justere lidt på planløsningen, hvis der opstår behov for endnu et værelse.
Grunden er ganske veludnyttet, idet huset og garagen er trukket godt frem mod vejen, hvilket giver dig en stor, ugeneret baghave. Udover de to terrasser, som lader dig fange sol hele dagen, byder haven på en god portion opvokset beplantning, som giver dig noget dejligt grønt at kigge på.
Som beboer i den lille by Hodsager får du det ganske nemt i det daglige med børnevenlig gåafstand til eksempelvis Hodsager Skole, byens multicenter og den lokale købmand. Storåen og Stoubæk Krat ligger også ganske tæt på, og med så naturnær en placering er det oplagt at deltage i byens spejder- og rideaktiviteter. Såvel Holstebro som Herning når du let, og skal du videre omkring, er også Karup Lufthavn inden for en meget overskuelig afstand.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.