Den flotte bolig, det skønne havemiljø og de gode udefaciliteter - ja, der er talrige kvaliteter ved denne ejendom ved Idom, der nu kan blive jeres. Huset rummer hele 236 kvadratmeter, og I kan blandt andet se frem til en privat voksenafdeling samt en stor førstesal med børneværelser og multirum.
Den tilhørende grund tæller over 4 hektar, så her er ideelle rammer for dyrehold. Jorden er for indeværende inddelt med cirka 1 hektar græsmark og 3,5 hektar med juletræer, og hertil følger en stor gårdsplads og en dejlig have. Sidstnævnte er anlagt med terrasse og et kønt vandløb samt en fin havepavillon.
Med til huset følger også en dobbeltgarage og en stor lade, der kan benyttes til maskiner, værksted eller stald.
Villaen er fra 1939, og ejendommen præsenterer sig med hvid facade, småsprossede vinduespartier og rødt sadeltag med kvist. I 2015 blev husets oliefyr udskiftet med et Stokerfyr, og villaens vinduer er fra henholdsvis 2015 og 2020.
I 2020 blev der ligeledes ændret på boligens planløsning, så der kunne etableres den førnævnte forældresektion. Denne udgøres af et walk-in-closet, et lækkert badeværelse og et rummeligt soveværelse, der har dobbeltdør ud til en lille, let hævet terrasse.
I stueplan finder I herudover et stilrent spisekøkken og et ekstrastort stuemiljø, der udgøres af spisestue og opholdsstue i åben forbindelse. Etagen afrundes af endnu et badeværelse og en møblerbar entré, der har indbygget skab og vaskefaciliteter.
På førstesalen er der to gode børneværelser, som begge prydes af charmerende synlige bjælkekonstruktioner. Foruden et depot er her tillige det store multirum, som har loft til kip, fritliggende hanebånd og smart hems.
Ejendommen ligger lidt udenfor Idom - en hyggelig og aktiv landsby, der både har skole, børnehus og et populært idræts- og kulturcenter. Cykelturen til skolen tager kun seks minutter, og I har endvidere blot ti minutters kørsel til Holstebros mange indkøbsmuligheder.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.