Der venter vaskeægte villaidyl med en stor, hyggelig have og et trygt nærmiljø tæt på skole og gode indkøbsmuligheder, hvis I vælger, at Tjørnevænget 28 fremover skal danne rammen om jeres nye tilværelse.
Her får I base i den populære og rolige bydel Dalgas, der især er kendt for sine trygge, lukkede villaveje, som er forbundet af gode børnevenlige stisystemer. Her bor I i kort afstand til to gode skoler (Ådalskolen og Brårup Skole) samt Skive Gymnasium og et rigt udvalg af videregående uddannelser i området omkring Gymnasieparkens grønne oase. I nærheden har I også flere fine indkøbsfaciliteter, ligesom I har Kulturcenter Limfjord lige i "baghaven" med alt fra biograf til badeland og gode tilbud for et aktivt fritidsliv med forskellige motionsformer!
Ja, denne skønne beliggenhed er på alle måder værd at fremhæve – og så er den attraktiv for både børnefamilier, der vil være tæt på alle hverdagens faciliteter, såvel som for par, der gerne vil bo i rolige omgivelser et par kilometer fra Skive centrum med mulighed for at nyde en aktiv dagligdag.
På adressen Tjørnevænget 28 præsenterer jeres nye hjem sig i form af en flot og velholdt etplansvilla fra 1973 udført helt klassisk i gule mursten og omkranset af en stor, hyggelig have med en legevenlig græsplæne, flere smukke træer og en dejlig stor fliseterrasse, som sætter kulør på sommerens mange skønne stunder. Udvendigt får I ligeledes brugsret til et par gode redskabsskure med plads til opbevaring samt en dejlig stor garage.
Sælger har løbende taget sig godt af villaen for at bevare det flotte udtryk samt renoveret for at opdatere og skabe rammerne om et moderne hjem. Blandt andet er huset indenfor nyere tid blevet omfuget, ligesom vinduerne er blevet skiftet, og indvendigt fremtræder badeværelset flot moderniseret, mens køkkenet står stilfuldt opført i et kvalitetsbevidst design fra Unoform, der indfanger et tidløst udtryk.
Planløsningen og husets indretning er utrolig veludført, lys og venlig og indeholder et hyggeligt køkken med spiseplads, en kæmpestor opholdsstue med franske dobbeltdøre ind til en smuk pejsestue. Dertil to gode soveværelser, hvoraf særligt det ene har masser af kvadratmeter at byde på, samt et funktionelt bryggers, en god entré, et flot moderniseret badeværelse med brus og et ekstra gæstetoilet. Skulle I ønske at gøre villaen endnu mere familievenlig, er der rig mulighed for (og plads til, ikke mindst!) at etablere op til to værelser ekstra!
Her kan alle føle sig hjemme.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.