Glæd jer til at starte et nyt boligkapitel her på Buen 12 i Højslev. Her ankommer I til en rolig og familievenlig villavej, der er opkaldt efter sin fine bueform, og som ligger helt fantastisk med Højslev Skole lige bagved, hvilket gør tilværelsen nem og bekvem for jer som børnefamilie.
Den velbeliggende villaejendom slår sine folder på en dejlig, solskinsgrund med en stor lukket gårdhave mod syd samt en skøn have anlagt helt enkelt med græsplæne med enkelte buske og træer. Det lukkede terrassemiljø er intet mindre end fantastisk, og man kan levende forestille sig, hvordan sommer efter sommer kan tilbringes her i havemøblerne – sammen med grillen og i selskab med gode venner og familiemedlemmer. Tilknyttet huset er naturligvis også en god garage samt et par praktiske disponible rum, hvor der er plads til alt lige fra værktøjet, cyklerne og havemøblerne, når efteråret står for døren.
Villaen er opført i 1969 og har en charmerende og autentisk fremtoning med klassiske gule mursten, malet træværk og et delvist originalt indre, som fordeler sig over 158 kvadratmeter. Der hersker virkelig en skøn stemning, som ikke mindst skyldes de mange fine detaljer, der oser af 70'er-charme. I kan med fordel vælge at videreføre og implementere flere af disse detaljer i samspil med nye, moderne tilføjelser, når/hvis I vælger at renovere boligen. Her er nemlig god mulighed for, at I selv kan sætte jeres eget præg og få stor indflydelse på det endelig resultat.
Indretningen og planløsningen er samtidig helt fantastisk, både i sin nuværende form, men også med tanke på de muligheder, der potentielt kunne åbne sig. Villaen rummer fire værelser, hvoraf de to er ideelle at benytte som børneværelser, og et andet egner sig godt som kontor. Forældreværelset for enden af vinkelstuen kan I med fordel vælge at udvide ved at inddrage en større bid af stuen – dermed er der mulighed for både soveværelse og walk-in! Videre rummer villaen både badeværelse og gæstetoilet, en entré og et bryggers, et virkelig hyggeligt spisekøkken samt en helt fantastisk stor vinkelstue. Endnu engang er der muligheder – særligt for at slå køkken-alrum og stue sammen til én stor, åben afdeling.
Den attraktivt beliggende villa ligger få skridt fra Højslev Skole samt fem minutter fra indkøbsfaciliteter og gode offentlige transportmuligheder – både bus og tog – i retning mod Skive og Viborg. En på alle måder spændende investering, der henvender sig til både ældre og yngre. Velkommen til.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her