På Østergade 55 finder I denne villa på 283 kvadratmeter, der sørger for masser af plads til børnefamilien. I får også rigeligt med muligheder udenfor på den knap 1.500 kvadratmeter store grund, hvor I finder det gode udhus, som giver plads til opbevaring, et snedkerværksted eller noget helt tredje.
Beliggenheden placerer jer centralt i forhold til mange af hverdagens faciliteter. Parkvejens Skole, daginstitutionen Egholmgård, Spektrum Odder og indkøbsmuligheder er alt sammen inden for en radius af én kilometer. I kan også se frem til at få cirka samme afstand til Odder Station og bymidten med spændende spisesteder og butikker.
Den hvide villa består af halvandet plan, og på gavlene kan I se husets navn, nemlig Enghuset, som byder på fire værelser, tre badeværelser, et disponibelt rum, to stuer, et køkken-alrum og et bryggers.
Stueplanet byder jer velkommen med køkken-alrummet, hvor der er masser af opbevaringsplads og rum til spisebordet. Herfra tilgår I den sydvendte stue, bryggerset og det ene badeværelse. Den vestvendte stue får dejligt med aftensol gennem de fem vinduer, og så er det andet badeværelse med badekar blot få skridt herfra. Stueplanet afrundes af to værelser, og videre på førstesalen finder I det sidste badeværelse, et stort, disponibelt rum samt de to resterende værelser, hvor det ene har indbyggede skabe.
Haven rummer mange solkroge, og rundt om jer ser I græsplænen, hvor træerne, buskene og drivhuset sætter prikken over iet. Langs med udhuset finder I en carport med et praktisk skur.
Alt i alt får I her en rummelig villa med en stor grund, hvor der er mange muligheder og masser af potentiale. Lyder det som noget for jer? Så kontakt os allerede i dag for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.