Trukket tilbage fra vej og højt på en godt 3 ha. stor kuperet grund ligger denne landejendom omgivet af natur til alle sider. Resultatet er en formidabel udsigt året rundt over marker, udstrakte skove og et let bølgende, nærmest uendeligt landskab under den midtjyske himmel. Landejendommen og de indbydende udearealer er placeret på første række til naturen, som kan nydes i absolut ro. Fraværet af naboer betyder, at Engholmsvej 13 er landlig idyl i en 100 procent privat ramme.
På samme tid er der fra landejendommen hurtig adgang til bylivets tilbud. Afstanden til Kjellerup er fem kilometer, mens det tager et lille kvarter at køre de 10 kilometer til Silkeborg. Landstedet er desuden knyttet til skoledistriktet Vinderslev Skole i Vinderslev, der ligger 2,5 kilometer fra Engholmsvej 13.
Landejendommen kan dateres tilbage til 1920, men fremstår efter en renovering i moderne stand. Løftet har været gennemgribende og er foretaget inden for de seneste seks år. Eksempelvis er skorstene og tag kommet til i perioden. Det samme gælder tagvinduer (Velux), vinduer og døre. Der er hulmursisoleret samt efterisoleret i tag og på loftet. Indvendig er boligen gennemrenoveret.
Det vinkelformede stuehus er registreret med 149 beboelseskvadratmeter, der er fordelt på store rum. Planløsningen er gavmild og giver blandt andet køkken, alrum, stue og to badeværelser. Hertil kommer to værelser og et multirum på første sal. De to værelser kan opdeles, hvis ønsket er flere soverum, hjemmekontor eller lignende. På loftet er der mulighed for at inddrage yderligere 30 kvadratmeter, som er klargjort med blandt andet loftsvindue.
Til ejendommen hører stor dobbelt carport og dobbelt indbygget garage med tørskoet adgang til boligen. Omkring den åbne gårdsplads ligger desuden en rundbuehal, der er opført på isoleret fundament. Hallen bruges i dag som værksted, men kan også indrettes med hestebokse. Grunden tilbyder rig mulighed for græsmarker, folde og for at søge ud i de naturskønne omgivelser, hvad enten det er på hesteryg, på cykel eller til fods.
Kontakt os for mere information og en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her