Villaen her på Vinderslevholmvej 45 i den hyggelige landsby Vinderslev nær Kjellerup byder på 116 lyse, indbydende og velindrettede boligkvadratmeter – men det er langt fra hele historien om den charmerende ejendom fra 1965.
Her er nemlig også mange gode bonuskvadratmeter i form af såvel en skøn, lys udestue som en 80 kvadratmeter stor underetage samt en rigtig god garage med fine værkstedsfaciliteter. Dertil kommer endda, at ejendommen også har en ekstra garage, og at der er en krybekælder under huset med cirka en meters loftshøjde.
Selve grundens størrelse på 1.116 kvadratmeter er også værd at bemærke, for den store have har god plads til såvel en fodboldkamp med kammeraterne som en stor køkkenhave, hvis I drømmer om at kunne fylde salatskålen med hjemmedyrket grønt. Haven er anlagt helt enkelt, så den er dejlig let at holde, og I kan derfor også blot læne jer tilbage med god samvittighed og nyde den flotte udsigt over landskabet.
Samme naturskønne vue ud over de åbne marker i nærområdet kan I nyde inde fra boligen, som er indrettet med tre gode værelser, et badeværelse og et stort opholdsmiljø, hvor husets køkken og to lyse stuer ligger i åben forbindelse. Fra den ene stue er der adgang til udestuen, som kan benyttes hele året rundt, og som endda kan fungere som en supplerende varmekilde på de solrige dage. Når det gælder opvarmning, er her desuden både et gasfyr og et fastbrændselsfyr, hvilket giver jer mulighed for at holde varmeudgifterne på et ganske overkommeligt niveau.
Boligen er i fin stand takket være løbende opdateringer, og det samme gælder for underetagen, der er indrettet med et stort bryggers, et godt hobbyrum og en gildesal med hjemmebar. Drømmer I om at bruge den gode ekstraplads hernede på noget helt fjerde, er det kun jeres fantasi, der sætter grænserne for indretningsidéerne.
I får let adgang til såvel hverdagens faste indslag som alle byens tilbud, for inden for blot en kilometer fra hoveddøren venter den lokale skole og børnehave, og takket være områdets gode vejnet er der let adgang til såvel Kjellerup, Silkeborg og Viborg som Aarhus, Randers og Herning.
Kontakt os for en fremvisning og hør mere.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.