I vil straks føle jer hjemme i de dejlige rammer af denne velholdte murermestervilla, som indendøre byder på tre etager, der er pæne, lyse og indbydende. I kan starte i den gode kælder, hvis 92 bonuskvadratmeter vil føles som en forlængelse af boligen, og de disponible rum kan indrettes som alt fra viktualierum til hjemmekontor og teenageafdeling - her er desuden vaskerum og toilet. Ovenpå venter boligen, hvor begge etager inviterer på den skønneste udsigt, for I bor lige ud til tennis- og boldbanerne, så der er frit udsyn over grønne omgivelser, hvilket skaber lys og luft omkring jer! På førstesalen får I et badeværelse, hvor kvistvinduet overrasker med flot udsigt, og dertil kommer tre værelser - det ene med adgang til en herlig altan. Til slut bindes det hele sammen af de store, lyse opholdsrum i stueplan; her har køkkenet selskab af to stuer med såvel brændeovn som rigelig plads til familielivet.
Huset er fra 1954, og det står som et klassisk eksempel på 50’ernes solide murermestervilla. Siden er der løbende investeret i diverse forbedringer; i 1998 blev vinduerne udskiftet, mens der i 2011 blev opdateret med nyt tag samt vedligeholdelsesvenlige HardiePlank-brædder på sternen. Endnu en vigtig opgradering skete i 2007, hvor der blev anlagt en fantastisk syd/øst vendt træterrasse - ca. 35 kvadratmeter delvist overdækket terrasse giver jer her en fast base i sommerhalvåret, hvor I vil tilbringe al jeres tid enten i solen eller under den overdækkede del. Når vejret er godt, er terrassen familiens samlingspunkt!
Den centrale Kristrup-adresse passer perfekt til jer med børn, for I skal stort set kun lige rundt om hjørnet for at finde vej til børnehave, skole, fritidshjem og nærmeste supermarked. Og det særlige ved husets beliggenhed er naboskabet til boldklubben, for selvom I bor helt bynært, så kan I altså nyde en fri udsigt hjemme fra både sofaen og terrassen.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her