Med denne lejlighed på Store Kongensgade vil I bo midt i Frederiksstadens historiske kvarter med kort afstand til flere af Københavns skønneste områder – heriblandt Langelinie, Amalienborg og Kongens Have. Lejligheden er smukt vedligeholdt med mange klassiske elementer og et moderne køkken og badeværelse, der stilfuldt komplementerer ejendommen.
BOLIGEN: Der er højt til loftet i stuerne, hvor de klassiske detaljer er bibeholdt – her er kakkelovn i hjørnet og stuk i loftet, og de to rum er udstyret med flotte, lyse plankegulve, der blev lagt for to år siden. I får et køkken i en eksklusiv kvalitet fra Sønderborg Køkkenet, der fører den enkle og tidløse stil videre med hvide elementer og en god bordplade i massivt træ – her er selvfølgelig også alt i hårde hvidevarer. I badeværelset finder I et stilrent interiør med hvide vægge og mørke klinker i den separate bruseniche, og derudover består boligen af to lyse værelser og et gæstetoilet.
EJENDOM: Lejligheden ligger i en ejendom fra 1880, der har en flot facade med en enkel dekoration, og trappeopgangen er opført med lyse vægge, mens dørkarme og fodlister har fået en mørk, blå farve, så der opstår et flot og præsentabelt rum. Det er muligt at etablere en sydvendt altan ved lejlighedens køkken, der giver jer mulighed for at nyde tilværelsen i den friske luft, når årstiden tillader det.
OMRÅDE: På denne attraktive adresse står oplevelserne i kø lige uden for hoveddøren, hvor byen inviterer til en udforskning af områdets mange unikke forretninger, gallerier og caféer – for ikke at tale om den spektakulære arkitektur, der venter rundt om hvert gadehjørne. Derudover kan I vælge mellem flere grønne områder med både Kongens Have, Amaliehaven og Kastellet lige i nærheden, ligesom en gåtur langs kanalen virkelig kan noget. De daglige indkøb kan gøres inden for 220 meter, og der er flere skoler og daginstitutioner i området, mens I også har let adgang til den offentlige transport, hvor Marmorkirkens metrostation ligger blot 90 meter væk.
En smuk lejlighed med en eftertragtet beliggenhed – kontakt os gerne for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.