Der er mange grunde til at glæde sig, når I står med nøglerne i hånden til jeres nye lejlighed. Her overtager man nemlig en treværelses lejlighed på hele 97 kvadratmeter, hvilket giver jer en rummelig bolig med nogle dejligt store rum. Allerede i entréen vil I desuden bemærke, hvordan indretningens nøgleord er rene linjer og skandinavisk minimalisme. Rummene prydes af glatte, hvide vægge, der komplementeres af det lyse gulv, som følger jer gennem hele boligen og skaber en fin sammenhæng mellem rummene. Kun badeværelset skiller sig ud, for her er gulvet belagt med mørke, stilrene klinker, som skaber kontrast til væggens hvide fliser - her kan I desuden glæde jer over vaskesøjlen.
Foruden badeværelset får I blandt andet to skønne store værelser, hvoraf det ene er opgraderet med intet mindre end et walk-in-closet - der er altså sørget for fine forhold til garderoben. Hele hjemmet bindes sammen af det store opholdsrum med lækkert køkken-alrum og stue ud i ét; her får I et naturligt samlingssted med plads til både hverdag og fest. Køkkenet er holdt i pæne hvide elementer, integrerede hårde hvidevarer, og en lækker træbordplade. Rummet er indrettet med brede vinduer, der er perfekt orienteret mod henholdsvis syd og vest, og de fylder således hjemmet med en god mængde dagslys.
Jeres kommende hjem ligger i en ejendom med navnet Parkhusene III, og der er tale om et gennemført kvalitetsbyggeri, som stod klar til indflytning i 2006. Bygningen placerer sig i første parket til Byparken, så her kommer I til at bo med et stort, rekreativt område få skridt fra gadedøren. Men I behøver ikke tage turen ned i Byparken for at nyde det gode vejr, for jeres lejlighed kan prale af sit helt eget uderum. I forlængelse af stuen finder I nemlig en stor, sydvendt altan, hvor I får god plads til at indrette en hyggelig oase med grill, altanmøbler og farverige blomsterkrukker.
Når I flytter til Ørestad, flytter I i dag til en levende bydel med en skøn kombination af shopping, kultur og grønne omgivelser. I bor som naboer til det spændende butiksudvalg i Field’s, og her kan I også klare de daglige indkøb, men hvis I vil springe madlavningen over, kan I også nemt lade jer friste af en masse forskellig take-away. Det bynære kombineres med det naturskønne, for der er kun få hundrede meter til Fælleden, hvor I kan nyde forårsvejret og lufte løbeskoene.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.