Det er et lyst og indbydende hjem, der møder jer, når I træder indenfor i denne treværelses lejlighed, som i 2018 blev gennemgribende istandsat med smagfulde løsninger. I overtager således 89 kvadratmeter, der står helt klar til nye ejere, og det kan være alt fra singlen til parret eller børnefamilien, der her finder hjem. Den treværelses lejlighed har tidligere været en fireværelses, og det kan nemt genetableres, så der bliver fin plads til jer med børn.
Uanset hvem I er, falder I hurtigt til i den hyggelige bebyggelse, som byder på alt fra et fælles vaskeri til et privat kælderrum, en veldrevet ejerforening og et godt naboskab. Ejendommene ligger ud til store fællesarealer, og I bor dejligt ugeneret på anden sal med fri udsigt over nabolaget og de grønne områder.
I befinder jer helt centralt i Espergærde med gåafstand til det meste; et trygt stisystem tager børnene til skole, og der er kort vej til daginstitutioner, gymnasiet og Espergærde Centret, hvor butikslivet blomstrer. Her ligger også stationen, hvorfra Kystbanen forbinder jer med alt fra Helsingør til København. Alt det forenes med Espergærdes naturskønne kulisse, for her har I skoven som nabo og Øresund i forhaven, og I kan nyde skønne gåture til havnen, hvor spisestederne frister.
Tilbage i lejligheden fortsætter de gode oplevelser, og i den pæne entré er der eksempelvis indrettet en masse praktisk opbevaringsplads. Endnu en smart detalje er det fine bryggersafsnit, der gemmer sig bag skydelåger på vej mod badeværelset. Sidstnævnte er stilrent indrettet i sort/hvide nuancer og er af nyere dato.
I forbindelse med renoveringen i 2018 blev der blandt andet indsat nye døre, opsat nye fodpaneler og slebet gulve, så rummene står flot fra A-Z. Det gælder både de to værelser, den store, lyse stue og det lækre Kvik-køkken, som også giver plads til en spiseafdeling. I sommerhalvåret kan I dog rykke aftensmaden ud på den sydvendte altan, hvor vinduerne kan skydes til side, så solen strømmer ind.
Velkommen!
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.