Nu kan I blive de nye ejere af denne flotte herskabslejlighed, der har en perfekt placering på Kystvejen i Aarhus C. Der er tale om en seksværelses lejlighed på hele 167 m2, så størrelsesmæssigt er den et oplagt alternativ til en villa. Samtidig er den nænsomt vedligeholdt og renoveret med respekt for den oprindelige stil, og den autentiske charme er således velbevaret. Mod øst har I desuden en skøn udsigt til vandet, og foruden to solvendte altaner får I et 27 m2 tørt, tinglyst kælderrum, der oplagt kan benyttes til vin, hobbyaktiviteter eller opbevaring.
Via en bred trappe er der nem adgang til lejligheden, som ligger på førstesalen i en smuk, ældre ejendom, der i folkemunde kaldes "Lille Rosenborg" grundet byggestilen og den unikke facade. Selve lejligheden har en pragtfuld loftshøjde - helt præcist 3,17 m - med et skønt lysindfald, og sammen med de originale stuklofter, fyldningsdøre samt solide plankegulve skaber det et særligt herskabeligt udtryk. Mellem 2010-2020 er der i øvrigt foretaget en del forbedringer, som blandt andet inkluderer udskiftning af installationer, køkken, bad og toilet. Til badeværelset er det her gjort muligt, at installere vaskesøjle. Der er også delvist nyere vinduer, nyere terrassedøre og vestvendt altan mod gården, mens vinduerne mod gaden er de oprindelige, som er restaurerede.
I den ene ende af lejligheden er der tre flotte stuer, hvoraf de to har udsigt til havnemiljøet. Det er også herfra, der er udgang til de to altaner, der er vendt mod henholdsvis vandet og gårdmiljøet. Fra den midterste stue og via den klassiske gang er der adgang til et rummeligt soveværelse samt et lidt mindre værelse med hems. Herudover venter jer et nydeligt spisekøkken med grebsfrit inventar samt badeværelse og toilet.Som ejere bliver I del af en god og velfungerende ejerforening samt gårdlaug, og foruden det tinglyste disponible rum i kælderen får I et aflåst rum på ca. 10 m² (vinkælder) og en fælles vaskekælder med egen vaskesøjle. Der er i øvrigt beboerparkering i nærområdet, og ligeledes mulighed for at leje p-plads i Navitas skråt overfor ejendommen. Fra adressen er der kun få minutters gang til Aarhus Ø og det hyggelige Latinerkvarter, og lige ved hånden har I desuden Letbanen, lystbådehavnen samt Riis Skov.
Velkommen til!
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.