Velkommen til en hyggelig kolonihave, hvor I nu har mulighed for at udleve jeres drøm om et fristed væk fra byen. Her kan I blive de heldige indehavere af en dejlig have med drivhus, kolonihavehus, anneks og terrasser, og haven er anlagt med fine højbede, buske og græsplæne.
Det charmerende fritidshus fremtræder i god stand og indeholder blandt andet en entre med adgang til et toilet. Køkkenet er opført med køleskab samt opbevaringsmuligheder og er på den måde funktionelt med mulighed for at tilberede et let måltid. Overalt bliver I mødt af en lys og let atmosfære, og stuen er ingen undtagelse. Her får I et dejligt lysindfald igennem vinduespartierne og terrassedørene, der skaber en glidende overgang til haven, når vejret er varmt. Et mindre værelse ligger i forbindelse med stuen og giver dermed mulighed for overnatning i huset. Huset opvarmes med en varmepumpe fra 2021 som kan betjenes via en app.
Drivhuset skaber de rette omstændigheder for dyrkning af tomater, agurker og planter, og der er etableret en træterrasse foran, hvor I kan nyde en kop kaffe eller læse en god bog i solen. Som haven står nu, finder I højbede, buske og en græsplæne, og ved huset og annekset er der espalier, som planterne kan kravle op ad. Derudover er der i haven placeret et charmerende legehus til de mindste. I kan selvfølgelig anlægge haven præcis, som I ønsker det - måske har I specifikke blomster i tankerne, der hører sig til i præcis jeres kolonihave, ligesom der også kan gøres mere plads til urter og grøntsager. Endnu en terrasse er desuden placeret ved huset, så I får rig mulighed for at nyde tilværelsen i det fri.
I bliver en del af en haveforening, der er beliggende i udkanten af Kastrup, og herfra kan I tilgå det nærmeste supermarked inden for fem minutters kørsel, så det vil være nemt at handle ind, hvis I mangler noget. Ønsker I at tage på en mindre udflugt, ligger Kalvebod Fælled i kort afstand fra boligen, ligesom der heller ikke er langt til Dragørs hyggelige gader og charmerende havnemiljø, hvor I kan købe røget makrel med hjem til frokosten.
Kontakt os gerne for en fremvisning - vi glæder os til at se jer!
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.