250 METER TIL VANDKANTEN. I finder jeres nye fristed kun 250 m fra vandkanten og med skoven som nabo, så I kommer helt tæt på naturen. Her venter et ægte dansk fritidshus med sjæl, charme og sortmalet træfacade - præcis, som det hører sig til. Huset er nymalet både inde og ude, så alt står klar til feriedagene, hvor I blot skal slappe af.
OMRÅDET:
Det er det gode ferieliv, der venter jer på Osbornsvej 58, beliggende mellem feriebyerne Hals og Hou. En hyggelig oase, som er langt væk fra byens larm, stress og jag. Her er den travle hverdag udskiftet med natur og den skønneste strand, som ligger få skridt fra hoveddøren og sikrer jer en tilværelse med de dejligste feriefornemmelser. Badekåbeafstand til den bedste strand, så I kan oplagt starte en tidlig sommermorgen med en forfriskende dukkert. Når livet ikke nydes ved vandet, så kan I forkæle smagsløgene på en af Hou og Hals gode restauranter, spille golf, handle ind til kulinarisk udfoldelse eller blot besøge de skønne byer, hvor særligt havnemiljøet og den helt unikke stemning bør opleves. Nabo til fredskov så der er mulighed for lange gåture i naturen eller langs vandet ad Nordsøstien til Hals eller Skagen - god tur
Beliggenheden er intet mindre end perfekt for et fritidshus som dette.
EJENDOMMEN:
Roen sænker sig over familien, når I drejer ind ved Osbornsvej 58, hvor det klassiske træhus ligger i en grøn kulisse af en 1.050 m2 stor grund. Den dejlige, lukkede have indrammes af mange høje træer, og den folder sig ud med en græsplæne med plads til alverdens havespil. Huset er fra 1987, men det er tydeligt vedligeholdt og løbende opdateret, så her forenes sommerhuscharme med komfort. Det sortmalede træværk omkranser også den lækre terrasse, der ligger som en direkte forlængelse af huset; her er scenen sat for både morgenkaffen og kolde forfriskninger under parasollen.
INDRETNING:
Alt fremstår lyst og indbydende, når I tager turen gennem huset, hvor alle lofter er ført til kip, og træet går igen på både vægge og lofter, hvilket skaber en hyggelig atmosfære. I får 65 veludnyttede m2 fordelt på et pænt badeværelse, tre fine værelser og det åbne opholdsrum, hvor en skøn stue med brændeovn ligger med forbindelse til spisekøkkenet; her er køkkenet et moderne, stilrent bidrag af nyere dato. Der er desuden varmepumpe og fiber installeret i huset.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.