Vi har nu fornøjelsen af at byde velkommen indenfor i dette skønne og nymoderniserede sommerhus på Haslevgaarde Bakker!
Sommerhuset indeholder entré til fordelingsgang. Herfra finder du 3 gode værelser, et badeværelse med bruseniche og et køkken i åben forbindelse med en dejlig stue med brændeovn.
Du får fra stuen udgang til en skøn nylagt sydvendt træterrasse, hvor du kan nyde solens varme stråler hele dagen. Terrassen strækker sig mod vest og her kan du sidde i ro og mag og følge solen gå ned i det fjerne, imens børnene sover trygt inde i deres seng i sommerhuset. Du kan samtidig nyde lyden af Kattegats stille bølger, der rumsterer kun 300 meter fra sommerhuset.
Til sommerhuset hører en carport med tilhørende redskabsskur og et godt anneks i samme bygning og en dejlig grund, der er nem at holde, da den primært består af græs.
Sommerhuset ligger 5 minutters kørsel fra Øster Hurup der byder på shopping, restaurantbesøg, lystbådehavn, badeland samt legeland m.m. Øster Hurup har en af østkystens bedste badestrande. Desuden er der ikke langt til reservatet Lille Vildmose, som er kendt for sin skønne natur og rige dyreliv med bl.a.kronhjorte, elge og vildsvin. Til Als by har du ca. 5 min. kørsel, hvor der både er en stor Meny dagligvarebutik, slagter, bager og Als badehotel m.m. Der er ligeledes ca. 10 min kørsel til Helberskov, som er et fantastisk naturskønt sommerhusområde, der henvender sig til dig, der elsker fred, ro og skøn natur. Området, der ligger ved Kattegats kyst og den smukke Mariagerfjord indbyder til dejlige gå- og cykelture i det naturskønne terræn, eller en fiske- eller sejltur i bølgen blå. Desuden er der et fantastisk rigt dyreliv overalt i området.