Nybolig byder her velkommen til Tversted og til disse helt optimale rammer om en fantastisk ferie i de skønneste omgivelser.
Dette super flotte og virkelig lækre fritidshus byder velkommen og her kan ferien straks begynde. Huset er i 2008 er totalmoderniseret såvel ude som inde i et pænt og moderne materialevalg og med flotte, gennemtænkte løsninger og gode, funktionelle rum. Der er således meget få bygningsdele som stammer fra opførelsen.
Huset er lyst og imødekommende med loft til kip i alle rum og et fantastisk lysindfald fra store vinduer. I entreen er der god skabsplads, vaskemaskine og tørretumbler, de to soveværelser har dobbeltsenge og skabe til tøj og opbevaring, og det nydelige badeværelse har både bruser, spabad og sauna. Det store åbne kombinerede køkken, spiseafdeling og stue er husets helt centrale rum. Her kan hele familien være sammen om både madlavning, brætspil og hygge ved brændeovnen på de kolde dage. Køkkenet er udstyret med alle moderne hjælpemidler og hvidevarer, og ved spiseafdelingen er der adgang til to af husets terrasser. Opholdsstuen har et dejligt sofaarrangement, hvor der kan ses fjernsyn, læses bøger eller surfes på det trådløse internet.
Ud over boligen er der isoleret redskabsrum samt anneks med mulighed for 2 sovepladser yderligere.
Huset er helårsisoleret, der er brændeovn og der er installeret varmepumpe, så en ferie i efteråret eller foråret er også en mulighed.
Huset ligger på en stor naturgrund som er afskærmet med beplantning og træer, som giver optimale muligheder for at nyde ferien ugeneret og som samtidig giver læ for Vestenvinden. Grunden grænser op mod friareal der hænger sammen med det fredede areal langs Flodbæk.
På de skønne sommerdage- og aftener leves livet på det store terrasseareal rundt om huset, og en del af dette er overdækket, så man ikke får en hyggestund spoleret, hvis en byge kigger forbi eller når duggen falder.
Fra huset er der adgang til en af Danmarks bedste badestrande via et stort stisystem gennem klitterne. Blot en rask gåtur herfra når I også det stemningsfyldte byliv i Tversted med indkøb, restauranter og gallerier samt den skønneste natur i form af det rå klitlandskab og de store skovarealer Klitplantagen ved Tverstedsøerne. Her er rig mulighed for vandre- og cykelture ligesom området er et fint udgangspunkt for besøg i nogle af Nordjyllands mange attraktioner, seværdigheder og hyggelige badebyer.
Huset er udlejet gennem Feriepartner og indbringer over 100.000 kr. i årlig lejeindtægt.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.