Soveværelse, børneværelser, kontor og hobbyværelse - der er plads til det hele i denne fine bolig på Tobrukvej 12. Her er tale om en etplansvilla fra 1973, hvis nyere tilbygning har føjet yderligere kvadratmeter til hjemmet. I kan således se frem til fem værelser, og som endnu et plus er her tillige to badeværelser.
Huset fremstår med hvid facade og mørkegrå vinduesrammer samt sadeltag, der har solpaneler.
Inden døre bydes I velkommen i en klassisk fordelingsentré, der leder direkte til boligens store opholdsstue. Her kan I indrette jer med sofaafsnit og spisebord samt en læsekrog eller et legehjørne for de yngste. Stuen prydes af brede vinduespartier, der lader lyset strømme ind fra sydøst, og via to dobbeltdøre er der udgang til ejendommens have.
Fra stuen er der endvidere åben forbindelse til køkkenet, som er holdt i et tidløst, hvidt design, og her er god skabs- og skuffeplads til opbevaring.
Husets mange værelser er fordelt i flere afdelinger, og det oplagte forældresoveværelse har egen terrassedør. De to badeværelser er også praktisk placeret i hver sin ende af boligen, og mens det ene har badekar, byder det nyere badeværelse på et flot brusehjørne med foldedøre i glas.
Afslutningsvis indeholder villaen et bryggers, hvor der er mulighed for at installere vaskefaciliteter.
Grunden er på 951 kvadratmeter, og her er have på begge sider af boligen. Udemiljøet er anlagt med græsplæne, forskellige buske og små træer, og hele grunden omkranses af hæk og hegn. Forhaven byder på en solrig terrasse, og i baghaven er der et drivhus og en lille, overdækket terrasse. Matriklen huser herudover en carport på 20 kvadratmeter.
Fra den fredelige villavej er der kun omkring 400 meter til Kalvebod Fælled, og såvel Skelgårdsskolen som Vestamager Centret og områdets idrætsanlæg nås på en fem minutters cykeltur.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.