Beliggende i det populære Nørremarken tæt på centrum af Køge finder I denne skønne ejendom: Her er der tale om en flot etplansvilla, som er løbende renoveret, således at den står klar til at modtage sin næste familie.
INDRETNING
Indendørs venter 196 kvadratmeter, som fordeler sig på en klassisk planløsning med en god fordeling mellem privatliv og samvær. Her får I glæde af fire værelser, hvoraf de tre forbindes i en afskærmet værelsesafdeling, en rummelig stue med adgang til en lysfyldt udestue, to badeværelser, et køkken, et bryggers med vaskefaciliteter og skabsplads samt en rummelig entré med indbygget skab. Da hjemmet er løbende vedligeholdt er der ingen finger at sætte på de indre elementer: Køkkenet står flot frem med et velvalgt inventar, og takket være den gode rummelighed er der tilmed plads til at indrette med et mindre spisebord; og det ene af badeværelserne står ligeledes strømlinet frem med tidløst inventar. I den lange stue er der desuden plads til både spise- og opholdsstue, samtidig med at de fire værelser giver jer et væld af gode indretningsmuligheder, hvor de nemt kan anvendes til alt fra soveværelser for store og små til kontorer, hobbyrum eller noget helt tredje, der med sikkerhed vil falde i jeres smag.
EJENDOM
De gode elementer fortsætter med videre udenfor i denne flot vedligeholdte villa fra 1972. Fra forsiden ses den rummelige indkørsel op til carporten og den dertilhørende garage, der begge sørger for at op til to biler kan stå i ly fra både vind og vejr; og hertil kommer en skøn og rummelig have med en delvist overdækket terrasse, drivhus og vedligeholdelsesvenligt græs. Matriklen omringes tilmed af høje hække og hegn, der i kombination med beliggenheden op mod et dejligt naturområde giver jer en rolig og privat hverdag.
OMRÅDE
I bosætter jer i et hyggeligt villakvarter med et godt naboskab, hvor der er nem adgang til skole, indkøb og centrum af Køge, og langt størstedelen af vejen dertil kan tages gennem sikre stisystemer. I er desuden tæt på både Åsen og motorvejen, således at der er taget hånd om både den rekreative og praktiske hverdag.