Alt synes som skræddersyet til børnefamilien her på Bovangen 46 i Store Heddinge. Villaen er flot renoveret, og inden døre får I et stort og åbent opholdsmiljø til samvær, mens de tre værelser tilbyder plads til ro og fordybelse. Tilmed kan I se frem til en skøn have og en beliggenhed i et dejligt, lukket kvarter, hvor børn i alle aldre vil stortrives.
Villaen ligger på et lukket vænge, hvorfra stier leder jer den korte vej til Store Heddinge Skole og indkøbsmuligheder. Har I børn, kan de trygt lære at cykle på den rolige vej, og ganske tæt på ligger en legeplads. Togstationen kan I spadsere til på knap ti minutter, ligesom der heller ikke er langt til sportsfaciliteter. Med andre ord, får I alt hvad I skal bruge, og derudover tager køreturen til Køge centrum mindre end en halv time.
Ved ankomst til den flotte rødstensvilla bliver I mødt af en god, stor flisebelagt indkørsel med en nyere muret carport med tilhørende skur. Huset er udstyret med varmepumper til både opvarmning og afkøling.
Indenfor fordeler de 143 kvadratmeter sig i ét plan, og atmosfæren er lys og indbydende takket være gennemgående gulve og et dejligt lysindfald, der strømmer ind ad vinduerne. Gulvvarmen breder sig i alle klinkebeklædte rum (dog ikke i bryggers) for en behagelig atmosfære. Boligens tre værelser og to badeværelser er perfekt fordelt, så I eksempelvis kan have en adskilt sektion for børn og voksne.
Den centrale del af hjemmet udgøres af køkkenet og stuen i åben forbindelse. Køkkenet er indrettet i en moderne stil med hvide elementer og en smart ø, der indbyder til fælles madlavning, og stuen prydes af en hyggelig brændeovn. Villaen fuldendes af bryggerset med egen indgang samt den lukkede have med et stort terrassemiljø med sol fra middag til aften.
Ring for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her