I et yderst attraktivt og børnevenligt område i Ikast udbydes nu denne topmoderne villa, der er perfekt til den komfortsøgende og stilbevidste familie. Huset har en funktionel planløsning, og dens 170 m2 er blandt andet udnyttet med en seperat børne- og forælderafdeling samt en stor, central opholdssektion, hvorfra I kan holde øje med børnene, når de løber og leger udenfor.
Grunden har et imponerende areal på hele 3.328 m2, og ligesom de andre 19 matrikler i området er den flankeret af høje, smukke nåletræer, der gør grunden dejligt privat. Mellem træerne er der opført et hyggeligt legehus, og den store græsplæne er samtidig en drøm for børn at boltre sig på. Foruden en skøn terrasse får I bærbuske og hele ti forskellige frugttræer, og ved bålstedet kan I grille skumfiduser og bage snobrød med de små.
I kommer til at bo i et trygt, lukket område med naturen lige uden for døren, og da der er mange børnefamilier, bliver det samtidig let for de yngste at finde legekammerater. Til grundejerforeningen hører desuden et grønt fællesareal med en grill og en lille sø, hvor I kan fodre ænder, og det er også her der fejres Sankt Hans. Inden for gåafstand finder I både Strøgcentret Ikast samt daginstitutioner og flere skoler – herunder den internationale skole, Handelsgymnasiet og ISI-idrætshøjskole. På fem minutter kan I samtidig cykle til bymidtens butikker og kulturtilbud, og på små syv minutter kan I nå ud på Herningmotorvejen.
Villaen blev opført så sent som i 2015, og den har energimærke A2015 samt solceller, jordvarme og Genvex. Der er ligeledes gulvvarme overalt, og i opholdssektionen er der akustikloft. Boligen fremstår lys, lækker og gennemført i sit udtryk, og takket være de store, velplacerede vinduer, er der en god forbindelse mellem ude og inde. Begge værelsesafdelinger har eget badeværelse, og mens forældresoveværelset har indbygget skabsvæg, har børneafdelingen hele tre store værelser. Boligen har også et godt bryggers, og der er hele fire udgange til haven. Lyder dette som jeres drømmehjem? Så ring og bestil en fremvisning i dag.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.