I fredelige omgivelser i Ikast udbydes nu denne gedigne gulstensvilla, der fremstår velholdt, velindrettet og med regulære rum, der er orienteret optimalt i forhold til solen. Den 176 m2 villa ligger på en vej med søde og hjælpsomme naboer samt med gåafstand til såvel indkøbsmuligheder som skole, idrætshal og daginstitution. For enden af vejen ligger byens bager, og på ti minutter kan I nå ud på motorvejen mod henholdsvis Herning og Silkeborg. Huset er placeret perfekt på den 715 m2 grund, der blandt andet byder på en dejlig, sydvendt fliseterrasse med udgang fra henholdsvis pejsestuen og spisestuen. Terrassen her er i øvrigt lukket af en halvmur, så her kan junior frit udfolde sig og trille rundt på en legetøjsscooter. Fra køkken-alrummet er der udgang til endnu en terrasse, som er overdækket med trapezplader fra 2018. Den er i øvrigt vendt mod øst, så det er et skønt sted at nyde morgenkaffen og solopgangen. På grunden er der også en bred indkørsel med en carport og et tilhørende skur, og havens brændeskur, legehus samt den nedgravede trampolin kan følge med efter aftale. Inden for de seneste seks år er husets tagbrædder, tagrenderne samt al udhæng blevet skiftet, og indenfor er køkkenet renoveret med nye låger og skuffer i 2020. Emhætten er også fra i år, mens kogepladen er fra 2019. En del af værelserne er ligeledes istandsat med nyere lofter, og i pejsestuen er der en nyere pejseindsats og en ditto skorsten. I den sydvendte stue er der originalt parketgulv i flettet mønster, og det samme er der under gulvtæppet i køkken-alrummet. Der er i øvrigt mulighed for at åbne op mellem de to rum, så I får ét stort opholdsrum med fine, gennemgående gulve. Soveværelset har også massivt trægulv og indbygningsskab, og de tre børneværelser har alle en regulær form. Alle værelser er tilmed vendt mod henholdsvis øst og vest, og både badeværelset og gæstetoilettet har behagelig gulvvarme. Vil I vide mere? Så giv os et kald i dag.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her