Den arkitekttegnede villa her på Tulstrupvej 8 er oprindeligt opført til direktøren for en lokal tekstilvirksomhed tilbage i 1968. Den dag i dag emmer villaen fortsat af kvalitet og storhed, og der er da også løbende foretaget mange renoveringer og fornyelser, hvor netop kvalitet har været kodeordet.
Det snedkerfremstillede køkken har eksempelvis fået sin smukke lakbehandling hos en lokal autolakerer. De flotte trægulve er i ægte merbau. Badeværelset og gæstetoilettet er ligeledes blevet renoveret, og det samme gælder klinkegulvet i kælderen.
Villaens boligareal fordeler sig over hele 261 m2 i halvandet plan, og dertil kommer yderligere 144 m2 i kælderen, hvoraf de 29 m2 udgøres af den integrerede garage, der i øvrigt har indkørsel via Linde Alle. Med sine 1.340 m2 er selve grunden bestemt også i den gavmilde ende, og haven er flot anlagt med gode terrasser og solkroge både foran og bag huset.
Planløsningen er i stueplan disponeret med sociale stunder, samvær og repræsentative rammer for øje. Her binder en stor hall de forskellige etager og afsnit fint sammen og fører eksempelvis ind til opholdsafdelingen, hvor to store stuer og et tilsvarende rummeligt kontor eller herreværelse ligger i et åbent rumforløb. I dette plan ligger køkkenet med spiseplads også, og endelig er her et nydeligt toilet ved garderoben.
På første sal fører en stor repos videre til fire store værelser, der vender mod hvert deres verdenshjørne, og som alle har indbygget skabsplads. To af dem har endda udgang til en altan. Heroppe ligger også et badeværelse med mulighed for at nyde både bruse- og karbad.
I kælderen er der ud over den integrerede garage også indrettet et grovkøkken og endnu et toilet. Her er desuden plads til vaskefaciliteter og viktualier, og endelig er der tre gode disponible rum af forskellig størrelse.
Lige rundt om hjørnet har du via den blinde Linde Alle få minutters gang til et parkareal med stier og små søer i området langs med Storåen lige syd for golfklubben. Pasningsmuligheder, Nordre Skole og uddannelsesinstitutioner samt idrætsfaciliteter når du også på få minutter. Og endelig er også Strøgcentret og stationen at finde inden for samme meget overskuelige radius.
Du får således en villa, der på alle måder byder på kvalitet og rummelighed.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.