Moderniseret villa med stor have
Denne villa er siden 2019 blevet gennemgribende moderniseret, og derfor kan du glæde dig til at flytte ind i en tidssvarende bolig med masser af moderne komfort. Boligen fordeler sig på to velindrettede etager, og derudover er her brugbar bonusplads i underetagen. Med til ejendommen hører også en stor og særdeles hyggelig have med solvendt terrasse og en lille sø. Fra haven er der tilmed en nem smutvej til sportspladsen, Engesvang Skole og friluftsbadet, og samtidig har du kort gåafstand til indkøbsmuligheder og Engesvang Station.
Huset er sat flot i stand, og du kan glæde dig over moderne komfort som Troldtekt-lofter, nydelige gulve samt gulvvarme i hele stueetagen og dele af underetagen. Samtidig er her lavet gode løsninger hele vejen rundt, så du eksempelvis kan glæde dig over skabe fra Svane samt skjulte rør og ledninger.
Stueetagen rummer entréen, et praktisk bryggers med god plads til vaskemaskine og tørretumbler samt et badeværelse med italienske fliser på gulvet og væggene. Resten af etagen består af et åbent opholdsområde, hvor køkken-alrummet og stuen ligger i åben forbindelse. Køkkenet er indrettet med lyse, grebsfrie elementer og køkkenø med siddeplads, og i alrummet og stuen har du masser af plads til at lege med indretningen. Tilmed er her direkte adgang til en sydvestvendt terrasse, der i sommermånederne fungerer som en forlængelse af boligen.
Førstesalen byder på et værelse med walk-in-closet samt et stort multirum med mange muligheder. Muligheder er der også masser af i underetagen, der foruden et badeværelse og to disponible rum i boligkvalitet har egen indgang og et bryggers med køkkenfaciliteter.
Den store terrasse er stedet, hvor sommerens måltider og kølige drikke kan serveres i solen, og her er endda plads til en udespa. Herfra har du udsigt ned over haven, hvor robotklipperen let holder plænen. I bunden af haven findes en sø, og en pumpe trækker vandet op i haven, så her skabes en rislende bæk, der tager sig særligt idyllisk ud, når du tænder lysene, der er installeret i havens træer. Endelig er her en garage med epoxygulv og plads til både bil og motorcykel.
Kontakt os for en fremvisning.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.