Kjeldbjerg er et hyggeligt lille lokalsamfund, perfekt beliggende mellem Skive, Viborg, Holstebro og Herning. Faktisk er der bare 10 minutter til Skive, mens de øvrige byer nåes på omkring den halve time. I byen ligger denne fine og meget rummelige rødstensvilla, som nu er klar til en ny familie, der skal nyde godt af de mange kvadratmeter i dejlige og rolige omgivelser.
Villaen er i to plan; Herunder en stueplan med entré og gæstetoilet, trappe, værelse og soveværelse samt badeværelse. Herefter følger det meget store og hyggelige køkken/alrum med stuen i åben forbindelse. Her er en brændeovn, som sørger for både varme og hygge, og glasskydedøre der åbner op til den overdækkede terrasse. Fra stuen er der desuden udgang til endnu en terrasse.
Kælderen er på grund af det skrånende terræn og det let hævede stueplan i niveau med en del af haven, og det betyder også, at I får lysindfald på begge sider. Desuden har kælderen egen indgang udefra, ind til et stort og praktisk bryggers og videre ind til en gang med værksted, fyrrum samt tre gode, disponible rum.
Til ejendommen hører en dobbelt carport og så er her en rigtig spændende have med flere solbeskinnede og læfyldte kroge. Her er også etableret belysning så I har en virkelig flot udsigt til den niveauinddelte have, ikke mindst om aftenen.
Lige ved villaen er et aktivitetsområde med bl.a. mindre legeplads og bålplads. Lige på den anden side af denne er en mindre skov og ellers kommer I til at bo omgivet primært af åbne marker. Børnene skal ikke meget mere end lige over den lille vej og så er de på boldbanen, og I Kjeldbjerg finder I også en god daginstitution.
Endelig er der i byen busforbindelse til to skoler samt Stoholm og Skive, så også med offentlig transport er det let at nå til dagligvareindkøb o.a.