I Hundslund nogenlunde midt mellem Odder og Horsens ligger dette fine og fuldmurede rødstenshus, der byder på en god planløsning med tre værelser og behagelige opholdsrum. Dertil kommer en skøn adresse i fredelige omgivelser, mens I tillige er tæt på hverdagens gøremål. Velkommen til Søndervej 32.
Det rolige kvarter, hvor ejendommen befinder sig på en lukket stikvej, kendetegnes blandt andet af et velfungerende naboskab. Her er børnevenligt, hvilket yderligere underbygges af den omstændighed, at skolen nås bare 300 meter fra hoveddøren. Byen har også en daginstitution og en lokal købmand, ligesom I kan gøre brug af de udmærkede idrætsfaciliteter i fritiden. Prikken over i’et er den dejlige udsigt til skov og mark.
Villaen er opført i 1986, og takket være flere istandsættelsesprojekter fra 2018 og frem er huset i nydelig stand. Det drejer sig eksempelvis om fine parketgulve i hovedparten af boligen, ligesom også lofterne er udskiftet - både parketgulve og lofter er skiftet i 2018. Der er også udført efterisoleringsarbejde i 2018 og terrassens overdækning er fra 2019. I 2018 blev der tillige RADON sikret under alle trægulve.
Beboelsesarealet opmåles til 120 kvadratmeter, som folder sig ud med den store stue som centrum. Ad de brede, loftshøje vinduer strømmer et rigt lysindfald, og i kraft af rummets størrelse tilgodeses I af flere indretningsmuligheder. Tilstødende ses køkken-alrummet, hvor selve køkken-elementerne er arrangeret i en praktisk hesteskoform. Herfra er der adgang til et bryggers samt to værelser, mens badeværelset og det tredje værelse nås fra entréen.
Umiddelbart foran stuen råder I over en særdeles solrig terrasse, og haven er anlagt på en sådan måde, at der er en fin balance mellem vedligehold og et prydsomt udseende med blomstrende buske og planter. Endelig har I en carport med et tilhørende isoleret redskabsskur.
Alt i alt en dejlig og velholdt villa med en skøn beliggenhed.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her