I et attraktivt område i den gamle del af Overlund få minutters gang fra skolen, ligger denne velholdte villa, der er opført i 1971 og som kun har haft en ejer. Her får man 175 kvm bolig, en dobbelt carport med skur og en velanlagt have, alt sammen beliggende på en grund, der udgør 802 kvm.
Villaen ligger på en rolig villavej i et trygt og børnevenligt område med natur og gode betingelser for friluftsliv lige udenfor døren, ligesom der er meget kort afstand til børnepasning, skole, gymnasie, idrætshal og flere indkøbsmuligheder, der alt sammen er tilgængelig via sikre og velanlagte stisystemer.
Den omkringliggende natur byder både på Klostermarken, golfbane og Søndersø samt flere grønne friarealer. Villaen er opført i gedigne materialer, og er siden vedligeholdt med bl.a. udskiftning af taget sidst i 90erne og udskiftning af tagpap på den dobbelte carport. Herudover er alt træværk og vinduer passet og plejet, og der er skiftet fliser i flere rum i boligen, så her er virkelig tale om en god solid villa, der er klar til at blive opdateret, så den passer til den moderne familie.
Planløsningen er praktisk og her bydes man velkommen i et vindfang, der leder videre ind i entréen med indgang til et pænt gæstetoilet, et kontor, stuen, køkkenet og værelsesgangen, hvor der ligger hele 4 værelser og et retromoderne badeværelse. Fra det ene værelse er der udgang til en delvist lukket og overdækket terrasse.
Det store spisekøkken har et dejligt lysindfald fra de to vinduer, og drømmer I om et køkken-alrum, så er det oplagt at etablere det, her i det store spisekøkken, hvorfra der også er dør ind til den rummelige opholdsstue samt udgang til det praktiske bryggers, der har mange skabe, grovkøkken og plads til vaskefaciliteter. Opholdsstuen har plads til både en spiseafdeling og en sofakrog. Den store skydedør kan skydes til side ud til den delvist overdækkede og solrige terrasse, hvor man kan sidde i private omgivelser og nyde udsigten til haven.
Uderummet er passet, og man får en have med pæne græsplæner, små buske og træer samt belægningssten, der er ført med om i indkørslen.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.