Denne 180 kvm store bolig har en meget børnevenlig placering på en rolig vej, med Vestervang Skole beliggende lige bag ved havelågen. I kan altså trygt sende børnene i skole på egen hånd, eller til skaterbanen, legeplads og fodboldbanen, som ligger i forbindelse med skolen.
I nærområdet finder I desuden flere indkøbsmuligheder samt Vestbadet og fodboldklubben. Boligen er løbende blevet renoveret med blandt andet maling af tag og træværk, samt nye træ-/alu vinduer fra 2011. Den praktiske planløsning med værelser på førstesalen og store opholdsrum i stueplan, giver gode rammer om familielivet.
I stueetagen finder vi blandt andet et pænt praktisk bryggers med vaskesøjle og egen indgang, et gæstetoilet og et stort køkken med træfronter, spiseplads og udgang til terrasse. Den lyse vinkelstue med parketgulv har plads til både et stort spisebord og et sofaarrangement omkring den hyggelige pejseindsats.
Hele endevæggen ud mod udestuen er desuden et vinduesparti, så der kommer et dejligt lys ind i rummet. Udestuen har gulvtæppe og vinduer til alle sider og giver følelsen af at sidde i den hyggelige have. Tager man vindeltrappen fra gangen op til førstesalen, kommer man op i et stort, åbent stuerum med indbygget opbevaring, og udgang til en vestvendt altan med udsigt over haven.
Etagen har hyggelige halve skråvægge og lyse parketgulve og rummer derudover et værelse med walk-in closet, et badeværelse med toilet, brus og badekar samt yderligere tre værelser.
Følger man terrassedøren fra køkkenet, træder man ud på en stor, sydvendt stenterrasse på siden af huset, hvor man kan sidde i læ af en mur.
Den store have består af en græsplæne med en lille bålplads, indrammet af hæk og plankeværk. Fra det isolerede skur bagerst i haven, er der desuden anlagt sten helt hen til et lille cykelskur, så man også her har mulighed for at lave et terrasseområde. Cykelskuret ligger op ad den istandsatte garage med elektrisk port. En stor familievilla i et trygt, børnevenligt område.
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.