Leder du efter det helt rette sted at folde dine tanker og drømme om livet på landet ud? Vil du måske ovenikøbet gerne kunne holde en hest eller to, men vil du samtidig også gerne bo i nem og overkommelig afstand til det hverdagspraktiske? Så er denne ejendom på Toftevej 8 bestemt værd at kigge nærmere på. Du får adresse cirka midt mellem Vidstrup og Hjørring Golfklub. Der er ikke meget længere til en tur i skoven, og endelig ligger Højene og resten af Hjørring også inden for få kilometer. Børnene kan tage skolebussen, der blandt andet stopper ved stationen i Vidstrup, og skal forældrene lidt længere omkring i forbindelse med job, er ruten til nærmeste motorvejstilkørsel også ganske overkommelig. Den hvidkalkede ejendom kan spores helt tilbage til 1868, men den er efterfølgende løbende blevet opdateret og udvidet. Senest har den i 2005-2006 undergået en gennemgribende renovering. Her blev tag og vinduer udskiftet. Det samme gjorde lofter og gulve inden døre – og i alle klinkegulve er der i øvrigt etableret gulvvarme. Badeværelset og køkken-alrummet blev også moderniseret i samme ombæring. Disse er holdt i en tidløs, landlig stil, som passer perfekt til stedet. Du får 186 m2 bolig at brede det landlige familieliv ud over. Hertil kommer udhusbygninger på 158 m2 med mulighed for at genetablere hestebokse. Endelig er den godt én hektar store grund udlagt til engareal, og den ligger praktisk rundt om bygningerne. Boligen er indrettet med et køkken-alrum, der har loft til kip og forbindelse til to stuer. Hertil kommer et badeværelse og et rummeligt bryggers samt tre store værelser. Der er mulighed for at etablere flere værelser, hvis behovet opstår. Udenfor er der en skøn sydvendt terrasse med udgang fra både alrummet og den ene stue. Herude sidder man skønt i læ af ejendommen, og man kan nyde den vidtstrakte grønne udsigt over de tilstødende marker og enge. Kom selv med ud at se – bestil en fremvisning allerede i dag.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.