På Søren Møllersvej 6 ligger et stort og lyst sommerhus, der blandt andet byder på en raffineret panoramaudsigt til vand, et stort havemiljø og en ideel beliggenhed nær alle feriens fornødenheder. Huset er placeret på en dobbeltgrund, hvilket giver familien masser af plads at boltre sig på. Helt klart et besøg værd!
Der er tale om et velholdt hus fra 1998 med gulvvarme og luft til vand varmekilde. I huset kan I generelt glæde jer over en lys atmosfære samt henrivende udsigter til vand fra næsten alle husets rum. Det ultimative hjerterum forener alle familiens fælles anliggender i et, da der her forefindes en god samhørighed mellem køkken, alrum og stue. I rummene prydes tilværelsen af et charmerende loft-til-kip, der giver jer store vinduespartier og fantastiske udsigter. Her er der i alrummet skabt fantastiske rammer om spisningen, da I her kan nyde en panoramaudsigt ud over vandet. Herfra kan I også forbinde husets inde- og udeliv, når I åbner ud til den solrige terrasse.
Køkkenet er opført i et tidløst design, og her er I sikret alle hårde hvidevarer samt plads til flere hænder i den daglige madlavning. I det store stuemiljø kan I i vinterens kolde stund forskanse jer fra kulden ved at tænde op i brændeovnen. Om sommeren kan I gøre rummet endnu større ved at åbne ud til terrassen. I stuen har I endnu en gang fornøjelsen af det levende blå kunstværk, da de store vinduespartier også her giver jer en malerisk udsigt. I stuen har I hertil adgang til en stor hems, som giver jer ekstra sovepladser til besøgende.
De resterende kvadratmeter finder I på fire gode værelser. To af værelserne har desuden havudsigt og udgang til den skønne terrasse. Hertil rummer huset et stort bryggers samt to stilrene badeværelser. På det ene badeværelse har I adgang til jeres helt egen sauna.
Her har I 500 m. til den dejlige badestrand, Følle Strand, hvor I hver morgen kan snuppe en morgendukkert i bølgen blå. I har hertil en kort køretur på ti min. til en gammeldags isvaffel i Nappedam Lystbådehavn. Fra huset kan I ydermere køre til Rønde by på bare syv min., og her venter jer indkøbsmuligheder, caféer og butikker. I kan hertil køre til Århus på en lille halv time. Skøn natur kan nydes ved Mågeøen eller i Nationalpark Mols Bjerge.
Hjerteligt velkommen!
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her