Når vi danskere søger boliger, står det for flertallet øverst på ønskelisten at være tæt på naturen, og på den baggrund forventer vi, at der bliver rift om denne villa i Virum.
Her begynder Geels Skov i baghaven, og på Geelsskovvej 43 føles det som at bo i skoven. De ranke træer i skellet rammer tilværelsen ind i årstidens farver. I villaen, på terrasser og i haven er man på første række, når bøgen springer ud. Når løvet falmer i rød-orange farvefest, og når de nøgne træer tegner et mylder af silhuetter på vinterhimlen for at gøre klar til endnu en grøn sommersæson. Skovens ro er kombineret med beliggenheden på Geelsskovvej, der er en stille og eksklusiv villavej. Geels Skov giver rig mulighed for at gå, løbe, lufte hunden og suse på mountain-bike i det kuperede skovområde. Området har gode daginstitutioner. Der er fem minutter på cykel til Kongevejens Skole og Virum Gymnasium. Tæt på er S-tog, indkøb og byliv i Virum, Holte og Lyngby. Fra Rådhuspladsen tager det 20 minutter at køre til Geelsskovvej. Villaen er arkitekttegnet, opført i 1951 og siden 2001 løbende renoveret. Gennem årene er alt moderniseret under det røde tegltag, der blev udskiftet i 2014. På samme tid er den oprindelige stil bevaret i boligen, hvor arkitektens mange diskrete buer spiller harmonisk sammen med lige, klassiske og funktionelle linjer. Boligen har derudover et fantastisk lysindfald. I renoveringen har det været et fokuspunkt at udnytte pladsen maksimalt, og det er lykkedes til fulde. De knap 180 etagemeter er alle effektive, og villaen rummer fint børnefamilien. På første sal er der tre værelser. I stueplanet flyder køkken, alrum og stue elegant sammen. Kælderen indgår som en integreret del af boligen og bidrager blandt andet med luksusforhold til teenageren og vinsamlingen. Generelt er der også masser af plads i hjemmet til opbevaring. Rumdelingen fuldendes af to store badeværelser, hvoraf det ene med badekar. Begge badeværelser byder på gulvvarme. Mellem villaen og skovkanten byder matriklen på to solrige terrasser og en velanlagt ugenert have, der er passet efter en haveplan. I sommerhalvåret folder frugttræer, frugtbuske, roser, rododendron og meget mere deres farver ud og står smukt op mod skovens bagtæppe. Fra haven er der egen låge til skoven, der forlænger baghavens legeplads. De grønne pligter er begrænset til et minimum og inviterer til leg, boldspil og afslapning i haven, der er solbeskinnet og en fuldstændig privat fornøjelse.
Kontakt Nybolig for en fremvisning.
Mads & Stig.
Fordi vi er født og opvokset her
Når du træder ind i en ny fase af livet, sætter det ofte nye krav til dit hjem. Er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum? Eller har familien fået vokseværk?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.