I dag skal vi til Gundsømagle, den veletablerede by nord for Roskilde, der især er kendt for sin bjergtagende natur og gamle historie - siden stenalderen har byen nemlig været hjemsted for familier, som den dag i dag kan regne med en noget mere moderne oplevelse end et par tusind år f.Kr. Historien afspejler sig i vejnavnet, Hødyssevej, men der er dømt klassisk familievilla fremfor jættestue, når vi nu skal se nærmere på, hvad der gemmer sig bag nummer 7!
Ejendommen stod færdig i 1968 med solide, røde murstensfacader og en dejligt nem forhave, hvor et par bede afskærmer den dybe træterrasse fra omverdenen. Her banker sommeren på med BBQ-vejr og lyse sommernætter, som familien kan nyde netop her med en snack, et brætspil og masser af latter! Dertil kommer baghavens ro med endnu et uforstyrret græsareal, hvor børnene kan lege og vasketøjet hænge til tørre, mens ejendommen naturligvis også rummer et hjem for både Peugeot og plæneklipper i form af en carport med redskabsskur.
Kom med ind bag hoveddøren, hvor 132 veldisponerede kvadratmeter folder sig ud i al sin pragt. Huset er i gennemgående god stand med bl.a. et nyt og moderne køkken samt et pænt badeværelse, mens resten af volumen byder sig med tre værelser og et praktisk bryggers. Hele vejen igennem er der lyst og dejligt - præcis som et indbydende hjem skal være! Mulighederne står samtidig i kø for at behage, for der kan snildt åbnes mere op, hvis det ønskes, så lysets gennemstrømning virkelig prioriteres. Og køkkenet er et eksempel på, hvor moderne huset kan blive med et par justeringer, for hvem elsker ikke loftspots, grebsløse fronter og uanede mængder af arbejdsplads på de kridhvide bordplader?
Hødyssevej ligger som en del af et dejligt villakvarter omgivet af de sødeste naboer, man kan forestille sig. Adressen favner bredt: uden at opgive naturens goder befinder man sig her tæt ved indkøb, transport og alle dagligdagens fornødenheder, som kan nås til fods eller med hjælp fra cyklen, mens Gulddysse Skoven stadig ligger i behændig afstand. Så er det muligt at begive sig ud på MTB-sporet, bestige Ørebjerget eller bare få et skud natur lige ind i maveskindet. Her er desuden blot 15 minutters kørsel ind til hjertet af Roskilde, mens Københavns midtby kan rammes indenfor 40 minutter.
Kort sagt: her er en villa, der har lidt af det hele!
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her