Velkommen til Linkøpingvej 203, som er en stor og flot etplansvilla, opført i 2000. Her får I et indflytningsklart hus på en god placering.
Husets 162 kvadratmeter byder på fire gode værelser, to badeværelser, et bryggers, et køkken og en stor stue. Køkkenet mangler ikke opbevaringsplads, og her er også rigelig bordplads til at børnene kan være med eller til de større middagsselskaber. De lyse flader lader rummet fremstå yderst luftigt, hvilket understreges af de enkle spotlys. Her er en god spiseplads, hvorfra I får et skønt syn over den grønne have fra de store vinduespartier. Også i stuen får I et pragtfuldt lysindfald fra flere sider, og den flotte karnap giver et dejligt rummeligt udtryk. Den store stue byder ydermere på en hyggelig brændeovn, der med sin tørre knitren spreder en stemningsmættet atmosfære i rummet. Alle værelser er i gode størrelser - familieafdelingen med god skabsplads og eget toilet. Badeværelserne står i tidløse klinker, og det lyse udtryk er et gennemgående kendetegn, som I også fornemmer i husets praktiske bryggers, der med sin gode opbevaring - krydret med den funktionelle siddeplads - ikke fås meget bedre.
Til hele herligheden hører en carport med, hvor bilen kan stå godt og tørt, samt et skur, hvor græsslåmaskinen, boldene og haveredskaberne kan sættes væk. Haven er pænt rammet ind med fine træer og er nem at holde. Den store græsplæne lægger op til boldspil eller et slag kongespil på de varme sommerdage, hvor I er rykket nogle meter ud efter at have spist aftensmad eller efter at have solet på den store terrasse. Her er nemlig ikke kun gode og funktionelle kvadratmeter indenfor, men sandelig også udenfor.
Villaen ligger på en blind vej, hvorfra I hurtigt kan komme ud og gå i grønne omgivelser. Indkøb kan foretages seks minutter fra matriklen, og placeringen er yderst attraktiv for pendleren, men også for eleven, om det så er på grundskole-, gymnasie- eller universitetsniveau. Som prikken på i’et er der fra hoveddøren kun godt en kilometer til Trekroner Station.
Alt i alt er denne bolig et oplagt bud på et luftigt hjem til familien, der ønsker plads omkring sig, og som samtidig ikke går på kompromis med beliggenheden.
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.