I knap 100 år har denne skønne og rummelige ejendom ligget i det idylliske område mellem Kerteminde og Nyborg, og nu er den klar til at byde jer velkommen. En nyere renovering giver jer en flot og moderne bolig, og med en 2.967 kvadratmeter grund og gode udhuse er der masser af plads at boltre sig på. Stuehuset ligger fredeligt tilbagetrukket fra vejen og samtidig med kort afstand til alle hverdagens fornødenheder.
Her kommer I til at bo omgivet af det åbne landskabs bølgende marker. Her bevæger råvildt, fasaner og harer sig hjemmevant omkring, ligesom et utal af fugle fouragerer på de åbne marker eller i den nærliggende Vesterskov.
Den parklignende have er smukt anlagt med store græsarealer og store træer, og på den sydvestvendte terrasse, der er indhegnet og belagt med herregårdssten, er der god mulighed for at nyde både haven, solen og stilheden.
Det vinkelbyggede stuehus er opført i 1925. Fra den perlestensbelagte gårdsplads præsenterer ejendommen sig charmerende med solgul facade, hvidmalede sprossevinduer med hvide sålbænke samt det halvvalmede, røde tag.
Boligen er løbende vedligeholdt og moderniseret, primært i perioden 1999- 2002.
Boligen tæller 195 kvm. som blandt andet byder på fem regulære værelser, badeværelse og toilet, fordelt på de to etager. Det store køkken-alrum suppleres af en stor stue med brændeovn, og boligen fuldendes af et stort og praktisk bryggers, en gang med trappe til 1. sal samt en vinkælder på 10 kvm.
Udlængen er på 110 kvm. og her er plads til parkering af flere biler, et fint værksted/fyrrum med et Black Star træpillefyr fra 2017 - og der er rig mulighed for opmagasinering eller hobbies, her og/eller på bygningens lagerloft. Herudover er der 28 kvm. garage/udhus og ikke mindre end 60 kvm. overdækning.
Der er fem kilometer til Kerteminde og seks kilometer til Ullerslev og Dinestrup Strand. Kerteminde byder på et væld af specialbutikker og i Ullerslev og Rynkeby kan de daglige indkøb nemt klares. Friskolen i Revninge ligger 1,9 km. væk og Langtved Friskole ca. 3,5 km. I Ullerslev er der folkeskole. Nyborg ligger godt 16 km. væk og Odense centrum ca. 20 km. Og med det indlagte fibernet, er der gode muligheder for at følge med i hvad der foregår udenfor matriklen.....
Når du træder ind i en ny fase af livet, stiller det ofte nye krav til dit hjem. Har familien fået vokseværk? Eller er ungerne for længst flyttet ud og børneværelserne blevet til pulterrum?
Vi har samlet en masse tips og idéer, som kan hjælpe dig og give dig tryghed, når du tager hul på et nyt kapitel.
Få tips og inspiration her